Astma hos børn og unge
Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn og unge. Ved astma er der irritation og betændelsesreaktion i luftvejene. Luftvejene bliver følsomme og kan forsnævres, fordi slimhinden hæver, og musklerne omkring luftvejene trækker sig sammen. Det kan give hoste og besvær med t trække vejret. Astma kan som regel holdes godt under kontrol med inhalationsmedicin. Hos nogle børn forsvinder sygdommen med alderen.
Symptomer
Almindelige symptomer er:
- Besvær med at trække vejret eller hvæsende vejrtrækning.
- Træthed og nedsat fysisk udholdenhed.
- Hoste, især om natten eller ved fysisk aktivitet.
- Langvarig hoste i forbindelse med forkølelse.
Behandling af astma
Astma kan behandles. Målet med behandlingen er, at du har det godt og kan det samme som dine jævnaldrende kammerater. Der er vigtigt, at du kan deltage i alle de aktiviteter, du har lyst til.
Forebyggende medicin (orange/brun)
Medicin hjælper til at:
- slimhinden ikke hæver
- der ikke dannes slim
- musklerne omkring dine luftveje ikke trækker sig sammen.
På den måde bliver der bedre plads i luftvejene til at trække vejret frit. Du skal tage den forbyggende medicin hver dag, også når du har det godt.
Den forebyggende medicin kan give svamp i munden. Du skal derfor enten børste tænder eller drikke noget/skylle munden, efter du har taget medicinen.
Hurtigtvirkende medicin (blå)
Selvom du tager din forebyggende medicin hver dag, kan du alligevel opleve at få astmasymptomer, fx hvis du udsættes for noget, du ikke kan tåle, når du dyrker sport eller bliver forkølet.
Hurtigtvirkende medicin virker i løbet af nogle minutter, og får musklerne omkring dine luftveje til at slappe, så du bedre kan trække vejret.
Den hurtigtvirkende medicin kan give hjertebanken og indre uro, men det er ikke farligt og fortager sig hurtigt igen.
Astma under kontrol
Astmaen er under kontrol, når:
- du højest 2 gange per uge har symptomer i dagtimerne
- du ikke er begrænset i fysisk aktivitet (eventuelt efter at have taget blå medicin)
- du ingen symptomer har om natten
- du højst 2 gange per uge har behov for at tage blå medicin (udover ved sport)
- din lungefunktion er normal (eller som den plejer, når du har det godt).
Astma der ikke under kontrol
Astmaen er ikke under kontrol, når:
- du ofte (mere end 2 gange per uge) har symptomer i dagtimerne
- din astma begrænser dig, når du er fysisk aktiv
- du vågner om natten, fordi du hoster, har vejrtrækningsbesvær eller åndenød
- du har brug for ekstra "blå" medicin mere end 2 gange om ugen på grund af hoste, besvær med at trække vejret eller åndenød (udover ved sport).
I disse tilfælde skal du tage ekstra af din hurtigtvirkende medicin. Hvis du har mange perioder, hvor din astma ikke er helt under kontrol, skal der måske ændres på din medicin.
Kontakt til læge
Hvis du mærker ét eller flere af følgende symptomer, skal du snarest kontakte din læge, vagtlæge eller ambulatoriet:
- Du får vejrtrækningsbesvær, hoste eller åndenød, så snart du bevæger dig.
- Du får åndenød, når du skal tale.
- Du har ikke kræfter til at tage din astmamedicin rigtigt.
Gode råd
Som udgangspunkt skal du leve et helt normalt ungdomsliv, der kan dog være hensyn, du skal overveje:
- Sørg for, at du tager sin astmamedicin som aftalt.
- Undgå, at du udsættes for tobaksrøg.
- Være fysisk aktiv. Ved symptomer udløst ved anstrengelse kan bronkieudvidende medicin ofte tages før aktivitet efter aftale med lægen.
- Hold en sund vægt.
- Hvis du har påvist allergi, som giver astmasymptomer, kan det være relevant at begrænse kontakten med det, du reagerer på.
Mere viden
Du kan finde mere information om astma hos børn på:
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-690 | 04.08.2026 |