Blæredæmpende medicin
Blæredæmpende medicin kan gives til børn med hyppig vandladning, der skyldes en overaktiv blære.
En overaktiv blære får hele tiden for mange nerveimpulser, der fortæller blæren, at den skal trække sig sammen. Trækker blæren sig kun lidt sammen, føles det som vandladningstrang. Hvis blæren trækkes helt sammen, starter vandladningen, og vandladningen kan næsten ikke standses ved viljens kraft.
Den blæredæmpende medicin virker på blæremusklen, så den bliver mindre følsom for nerveimpulserne, hvilket betyder, at barnet vil have færre vandladninger per dag. Blærerummeligheden øges, og barnet vil bedre kunne fornemme vandladningstrang.
Medicinen virker ikke kun på blæremusklen, men også på andre muskler og organer. Derfor er der nogle bivirkninger, som man skal være opmærksom på.
Den blæredæmpende medicin kan ikke stå alene, og skal kombineres med blæretræning i form af klokkeslætsvandladning hver 2.-3. time, evt. dobbeltvoiding og gode væskevaner.
Bivirkninger
De almindeligste bivirkninger er blæretømningsproblemer, mundtørhed, forstoppelse, øjentørhed, svimmelhed og hovedpine. Hvis medicinen virker alt for godt, er der risiko for, at barnet slet ikke kan lade vandet (urinretention). Det er dog en sjælden bivirkning. Behandlingen skal herefter stoppes, og der skal søges læge. Vær opmærksom på altid at læse indlægssedlen i medicinpakningen, der udleveres fra apoteket.
Behandlingens varighed
Når barnet har taget medicinen i 6-8 uger, vurderes effekten, og samtidig laves en blæreskanning efter, at barnet har tisset. Blæreskanningen viser, om medicinen giver anledning til dårlig blæretømning.
Er der resturin, kan det være nødvendigt at reducere eller stoppe med at tage medicinen, da resturin giver risiko for blærebetændelse.
Virkningen af medicinen tiltager igennem de første måneder, og derfor er det godt at være tålmodig.
Virker medicin efter hensigten, behandles i 6-12 måneder, og herefter holdes pause. Hvis symptomerne vender tilbage, kan behandlingen genoptages.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding
Børne- og Ungeambulatoriet 76 36 33 14 |
|
pinfoSLB-655458838-133 105463 | 12.06.2026 |