Skip til primært indhold

Operation for sammenfald i ryggen

Før og under indlæggelse

Du har sammenfald i en eller flere ryghvirvler og skal have en operation for at stabilisere sammenfaldet og mindske dine smerter.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan operere dig, mens andre har betydning for dit videre forløb. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Faste

Du skal faste før operationen. Det betyder:

  • 5 timer før du skal møde på sengeafsnittet, skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
  • 1 time før du skal møde på sengeafsnittet, skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.

Du må meget gerne drikke 1-2 glas saft eller vand 1 time før dit mødetidspunkt. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for saft.

Kontakt os, hvis du har sår, rifter eller tegn på sygdom

Når du skal opereres, må du ikke have sår eller rifter på ryggen. Det øger risikoen for betændelse, og i nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen. Ring altid til os, hvis du er i tvivl.

Hvis du bliver forkølet, syg eller får feber, skal du også kontakte os på 76 36 14 00.

Medicin

Du skal tage den medicin, du plejer, medmindre vi har aftalt andet med dig ved forundersøgelsen inden operationen. Hvis du får visse typer af medicin, skal du holde pause med medicinen, som vi har aftalt. Følg medicinskemaet, som du har fået udleveret. Har du spørgsmål eller er i tvivl om, hvad der gælder for dig, skal du ringe til os på 76 36 14 00.

Hvis du begynder på ny medicin efter forundersøgelsen, skal du også kontakte os. Tag din vanlige medicin med på sygehuset.

Dagen før indlæggelsen

Du bliver ringet op den sidste hverdag før din operation. Her snakker vi med dig om, hvordan du forbereder dig til operationen, og hvornår du skal møde ind på afdelingen.

Gør dig klar til operationen

På operationsdagen eller aftenen inden skal du:

  • tage et bad
  • undgå at bruge creme
  • undgå sminke
  • fjerne neglelak og kunstige negle
  • fjerne eventuelle smykker og piercinger, det gælder også intimpiercinger
  • fjerne kontaktlinser eller tage et etui til dem med på sygehuset.

Spis proteinrig kost

Du kan selv forberede dig på operationen ved at spise proteinrig mad. Protein findes fx i kød, bønner, æg og mælkeprodukter.

Svar på prøver

Hvis du har fået taget blodprøver eller andre prøver ved forundersøgelsen, og de afviger fra det normale, ringer vi til dig.

Forbered din hjemkomst

Du må ikke selv køre hjem, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset. Du må gerne sidde i en bil. Hvis du er indlagt på et andet sygehus, sørger vi for at bestille transport til dig.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Før operationen

Du bliver indlagt på Rygkirurgiske Senge på dagen for operationen. Når du ankommer, fortæller vi, hvornår du skal opereres. Der kan opstå ventetid, men vi holder dig orienteret undervejs.

Hvis du skal have fjernet hår i operationsområdet, gør vi det. Vi taler også med dig, om du har brug for hjælp til genoptræning fra din kommune efter operationen.

Sådan foregår operationen

Du skal være vågen under operationen, så vi kan tale med dig under operationen. Du bliver lokalbedøvet, hvilket kan gøre lidt ondt.

Du får også smertestillende og døsende medicin. Når bedøvelsen virker, fører vi 1-2 nåle ind i den hvirvel, der er faldet sammen, gennem et lille snit i huden. Så sprøjter vi 2-3 ml knoglecement ind i ryghvirvlen. Vi tager røntgenbilleder af din ryg undervejs, så vi kan se, at vi sprøjter cementen ind det rette sted.

Når vi sprøjter knoglecementen ind i din ryg, kan det gøre ondt. Smerten er dog relativ mild og varer få sekunder.

Operationen varer cirka 1 time.

Operationens resultat

De fleste, men desværre ikke alle, oplever, at operationen lindrer deres smerter.

Mulige komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer og risici ved denne operation kan være:

  • nerveskader, fordi der under operationen siver knoglecement ud fra den sammenfaldne ryghvirvel
  • betændelse i operationssåret
  • knoglebetændelse
  • lungekomplikationer som fx blodpropper.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt på sengeafsnittet. Du skal blive liggende på din ryg i 1 time i sengeafsnittet. Du kan forvente at blive udskrevet samme dag, når vi vurderer, at du er klar til det.

Vær aktiv

Vi vil så hurtigt som muligt hjælpe dig med at komme ud af sengen, da det mindsker risikoen for komplikationer. Vær opmærksom på, at du kan være svimmel efter operationen, derfor skal du have hjælp fra os første gang, du skal ud af sengen.

Når du har været oppe et par gange med hjælp fra personalet, kan du selv gå på badeværelset og gå ture på afdelingen.

Smerter

Når lokalbedøvelsen aftager efter nogle timer, vil du kunne mærke smerter de steder, vi satte nålene ind. Vi giver dig smertestillende medicin efter operationen. Fortæl os, hvis medicinen ikke dækker dine smerter.

Kontakt

Rygcenter Syddanmark

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 14 00


pinfoSLB-350259950-92 107847|07.04.2026

APPFWU02V