Rengøring
Sutter, udmalkningssæt, ammebrikker, brystvortebeskytter og latch assist
Her kan du finde vejledning til, hvordan du rengør sutter og forskelligt udstyr til amning og udmalkning.
Narresutter
Du har fået udleveret 1 narresut. Sutten er dit barns egen, og du kan tage den med hjem, når dit barn udskrives. Hvis du har fået udleveret en enkelt indpakket lille sut, får du udleveret en ren sut hver dag, indtil dit barn er stort nok til en almindelig sut eller en af dine egne sutter.
Det er meget vigtigt med god hygiejne omkring sutten. Du skal rengøre almindelig størrelse narresut samt dine eventuelt egne medbragte sutter dagligt. Se afsnittet ’Rengøring af narresutter og flaskesutter’.
Rene sutter håndteres med rene, nyvaskede hænder og må kun lægges på rene underlag. Sutter må fx ikke fugtes ved, at man selv putter den i munden, da der kan være risiko for overførsel af bakterier fra voksen til barn, fx svamp i barnets mund. Falder sutten på gulvet, skal den rengøres, inden barnet får den i munden igen.
Flaskesutter
Du har fået udleveret 2 flaskesutter til brug ved flaskeernæring. Flaskesutterne er dit barns egne, og du kan tage dem med hjem, når dit barn udskrives. Det er meget vigtigt med god hygiejne omkring flaskesutten. Rene flaskesutter håndteres med rene, nyvaskede hænder og må kun lægges på rene underlag. Der anvendes én ren flaskesut pr. måltid. Der er altså til 2 måltider.
Rengøring af narresutter og flaskesutter
Du skal rengøre narresutter og flaskesutter efter brug efter følgende procedure på jeres stue:
- Skylles i koldt vand.
- Vaskes med lidt neutral opvaskesæbe.
- Gnides eventuelt med groft salt for at fjerne mælkerester.
- Skylles grundigt igen.
- Lægges i udleveret mikroovnfast bæger, og koges i mikroovn i mælkekøkkenet.
- Vandet hældes fra bægeret.
- Sutten aftørres i en ren stofble eller vaskeklud.
- Pres eventuelt vand ud af sutten.
De nykogte narre- og flaskesutter opbevares i bæger mærket ’RENE’. Snavsede narre- og flaskesutter opbevares i bæger mærket ’URENE’. Bæger og låg skiftes en gang om ugen. Husk dato på låget.
Medbragte flasker og flaskesutter
Hvis du medbringer egne flasker og flaskesutter, skal disse rengøres efter brug efter følgende procedure på jeres stue:
- Flasker og flaskesutter skylles i koldt vand.
- Flasker og flaskesutter vaskes med den udleverede børste eller egen flaskerenser i lidt neutral opvaskesæbe i varmt vand. Fjern mælkerester fra skruegangen og på kanter.
- Skyl grundigt igen.
- Gnid eventuelt flaskesutten med groft salt for at fjerne mælkerester på indersiden.
- Skylles grundigt igen.
- Lægges i udleveret mikroovnsfast bæger, dækkes af koldt vand og koges i mikroovn i mælkekøkkenet i 10 minutter. Er der mere end 2 flasker og sutter, skal kogetiden forlænges, så programmet kører 2 gange.
- Vandet hældes fra bægeret.
- Aftørres i en ren stofble eller vaskeklud.
Opbevar flasker og flaskesutter tørt og tildækket, indtil de skal bruges igen. Opbevares eventuelt i bæger mærket ’RENE’. Bæger og låg skiftes en gang om ugen. Husk dato på låget.
Slangesæt
Du har fået udleveret 1 slangesæt i en pose til brug ved udmalkning. Sættet må anvendes af dig. Sættet må bruges i én uge, hvorefter du skal tage et nyt.
Rengøring
Det brugte sæt skilles ad i 2 dele: slange og kappe.
- Slangen lægges til vask i spanden i udmalkningsrummet.
- Kappen skylles i koldt vand, og lægges også i spanden.
Denne procedure gælder også, når du udskrives, eller ikke længere har brug for det. Når du får et nyt sæt, skal du skrive dato på posen, så du ved, hvornår det skal skiftes.
Udmalkningssæt
Udmalkningssættet (brysttragt, membran og connector) rengøres og sendes til vask efter hver udmalkning.
Rengøring
Skil alle 3 dele ad:
- Skyl dem grundigt i koldt vand. Hvis ikke delene skylles hver for sig, er der risiko for fastsiddende mælkerester, når sættet er rengjort, og bruges næste gang.
- Lægges til vask i forældre-skyllerummet.
Af hensyn til hygiejnen må du aldrig lade brugte udmalkningssæt ligge i eller på vaske, borde m.m.
Ammebrikker
Du har fået udleveret 1 sæt ammebrikker, som en hjælp ved amningen af dit barn. Ammebrikkerne er dine, som du må tage med hjem, når du udskrives.
Du skal sørge for, at der er rene ammebrikker klar til dit barn til næste amning. Der anvendes én ammebrik pr. amning. Der er altså til 2 amninger.
Rengøring
Det er vigtigt med god hygiejne omkring ammebrikkerne. Rene ammebrikker håndteres med rene nyvaskede hænder. Vær opmærksom på, hvor du lægger dem. Læg dem ikke på armlæn, puslebord, m.m.
Skyl altid ammebrikken af i koldt vand lige efter brug for at fjerne mælkerester, inden den lægges i det urene bæger, så er de nemmere at rengøre.
Ammebrikker rengøres efter følgende procedure på jeres stue:
- Skylles i koldt vand.
- Vaskes med lidt neutral opvaskesæbe.
- Gnides eventuelt med groft salt for at fjerne mælkerester.
- Skylles grundigt igen.
- Lægges i udleveret mikroovnsfast bæger, dækkes af koldt vand og koges i mikroovn i mælkekøkkenet i 10 min.
- Vandet hældes fra bægeren.
- Ammebrikken aftørres i en ren stofble eller vaskeklud.
De nykogte aftørrede ammebrikker skal ligge i bæger mærket ’RENE’. De snavsede ammebrikker skal ligge i bæger mærket ’URENE’. Bæger og låg skiftes en gang om ugen. Husk dato på låget.
Medela brystvortebeskyttere
Du får udleveret 1-2 brystvortebeskyttere til låns, indtil du får skaffet dine egne. Brystvortebeskyttere anvendes mellem amning ved sårede eller revnede brystvorter.
Ved udskrivelsen skal du lægge brystvortebeskytterne i spanden med brugte udmalkningssæt i skyllerummet.
Rengøring
Brystvortebeskytterne skal rengøres ved kogning i 10 minutter, inden de tages i brug første gang.
Efter hver gang brystvortebeskytterne har været i brug rengøres de efter følgende procedure på jeres stue:
- Vaskes i neutralt opvaskemiddel og aftørres.
- Skal koges i 10 minutter mindst én gang i døgnet i mikroovn i mælkekøkkenet.
- Hvis du lækker meget mælk, skal de koges efter hver vask.
Latch assist
Latch assist anvendes på flade eller indadvendte brystvorter for at trække brystvorten frem inden amning. Du får udleveret ét styk, som du må tage med hjem, når du udskrives.
Rengøring
Latch assist skal rengøres ved kogning i 10 minutter, inden de tages i brug første gang.
- Mindst én gang i døgnet vaskes det hele, og plastiktragten koges i 10 minutter.
- Hvis der er synlige mælkerester, vaskes tragt og den lilla del med sæbe.
- Husk aftørring efter hver gang, de har været i brug.
- Hvis du har sårede brystvorter, skal begge dele vaskes med sæbe, og plastiktragten koges i 10 minutter, efter hver gang de har været i brug.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding
Neonatal 76 36 33 14 |
|
pinfoSLB-655458838-125 105479 | 23.06.2026 |