Skip til primært indhold

Medicinsk abort på grund af misdannelser hos fosteret

Forløb under indlæggelse    

Denne information er til dig, der har fået påvist misdannelser eller kromosomafvigelser hos fosteret og skal indlægges til en medicinsk provokeret abort.

Der kan være flere årsager til, at fosteret har misdannelser, og det kan være svært at sige, hvorfor det er sket for dig.

Inden indlæggelsen får du en tid til forundersøgelse i Kvindesygdomme Ambulatorium.

Forundersøgelse på sygehuset

Du møder i Kvindesygdomme Ambulatorium til en samtale med en sygeplejerske og eventuelt en læge. Her bliver du informeret om forløbet, og du kan stille spørgsmål, så du kan føle dig tryg og velforberedt til forløbet.

Forløbet kan variere fra person til person. Derfor planlægger vi sammen med dig, hvornår du skal tage medicinen Mifegyne. Mifegyne hjælper til at modne livmoderhalsen, så den bliver klar til igangsættelse.

Ventetiden kan for nogle være svær. Prøv så vidt muligt at spise og hvile, så du er klar til at møde til indlæggelse.

Bivirkninger ved Mifegyne

Hos nogle kvinder kan Mifegyne give bivirkninger som:

  • kvalme
  • ubehag
  • blødning, der minder om menstruation.

Hvis du kommer til at kaste op inden for 1 time efter, at du har taget Mifegyne, skal du ringe til os.

Kontakt os ved kraftig blødning eller smerter

Du skal kontakte os på 76 36 24 39, hvis:

  • vandet går
  • du får kraftige smerter
  • du begynder at bløde.

Sådan foregår behandlingen på sygehuset

Når Mifegyne har virket 24-48 timer, møder du til indlæggelse hos Kvindesygdomme og Barsel Senge (Plan 2 – bogstav I).

Pårørende

Du må gerne have en pårørende med under indlæggelsen, og I får jeres egen stue.

Igangsættelse

Du får lagt Cytotec-tabletter op i skeden hver 3.-4. time. Cytotec får livmoderen til at lave sammentrækninger, så den tømmer sig og du aborterer. Cytotec giver smerter og blødning, der for nogle opleves som veer. Du får smertestillende medicin, hvis du ønsker det.

Bivirkninger ved Cytotec

Cytotec kan give bivirkninger som:

  • kvalme
  • diarré
  • smerter
  • blødning.

Blødning

Blødning kan sammenlignes med en meget kraftig menstruation med klumper. Du får udleveret et bækken, som du skal bruge, når du går på toilettet. Det er for, at vi kan vurdere, om du har aborteret.

Komplikationer

I sjældne tilfælde kan der opstå kraftig blødning – og der kan være behov for en udskrabning. Hvis det er nødvendigt med en udskrabning, bliver du fuldt bedøvet.

Når du har aborteret

Du har mulighed for at have fosteret hos dig i det omfang, du ønsker det. Vi støtter dig i, hvad der er vigtigt for dig og tilbyder at skabe minder (fx fodaftryk). Pårørende og ældre søskende må også gerne komme på besøg for at se og tage afsked.

Udskrivelse

Du bliver udskrevet, når du er velbefindende og blødningen er aftaget. Det er ofte samme dag.

Efter 12. graviditetsuge

Ved abort efter 12. graviditetsuge er der nogle særlige forhold, du skal kende til.

Blodtypen rhesus negativ

Hvis du har blodtypen rhesus negativ og er længere henne i graviditeten end uge 12, vil du blive tilbudt en indsprøjtning efter aborten. Det er en indsprøjtning med såkaldt anti-D-immunglobulin.

Indsprøjtningen mindsker risikoen for, at din krop danner antistoffer mod barnets blod i eventuelle senere graviditeter. Bivirkninger ved indsprøjtningen er sjældne.

Nedgravning

Hvis fosteret er efter 12. graviditetsuge, kan I vælge at få fosteret nedgravet. Hvis I selv ønsker at stå for nedgravningen, skal I selv kontakte en bedemand.

Hvis sygehuset skal arrangere nedgravningen, kommer fosteret i kapellet på sygehuset og bliver begravet anonymt på børneplænen på Nordre Kirkegård i Kolding eller Søndre Kirkegård i Vejle.

I kan få sygehuspræsten eller jeres egen præst til at holde en mindehøjtidelighed, hvis I ønsker det.

Når du kommer hjem

Det er normalt at bløde mere, end du ville gøre i forbindelse med en normal menstruation, i 1 uge efter behandlingen.

De fleste kvinder bløder i 2 uger med aftagende styrke, og derefter kan der være en periode på op til 12 uger med varierende blødning.

Du kan have menstruationslignende smerter de første dage efter aborten. Smerterne kan lindres med smertestillende medicin med paracetamol (fx Panodil, Panol eller Pinex) eller ibuprofen (fx Ipren, Ibumetin eller Ibumax).

Reager på symptomer

Komplikationer er sjældne, men du skal reagere, hvis du får ét eller flere af disse symptomer:

  • Kraftig blødning
  • Feber over 38 grader
  • Ildelugtende udflåd
  • Tiltagende smerter.

Hvis du oplever symptomer det første døgn efter udskrivelsen, skal du ringe til Kvindesygdomme og Barsel Senge på 76 36 24 39. Efter 24 timer skal du ringe til din egen læge eller lægevagten.

Forebyg underlivsbetændelse

Vi anbefaler, at du i perioden, hvor du stadig bløder:

  • undgår at bruge tampon
  • undgår karbad, svømmehal og bad i havet
  • undgår samleje uden kondom.

Samleje og prævention

Du kan have samleje igen, når du har lyst til det. Ægløsning finder sted inden din første menstruation efter aborten. Du skal derfor bruge prævention, indtil du er klar til en ny graviditet.

Sygemelding

Behovet for sygemelding er individuelt. Vi anbefaler, at du er sygemeldt 1-2 dage efter aborten. Yderligere sygemelding kan du aftale med din egen læge.

Psykiske og fysiske reaktioner

Det er helt naturligt at få psykiske reaktioner efter en abort. Nogle føler tristhed og tomhed, mens andre føler sorg, smerte og vrede.

Samtidig skal kroppen vænne sig til de hormonelle omvæltninger. Du kan føle dig træt og udmattet som reaktion på den store fysiske og psykiske omvæltning, du har været igennem.

Det er en god ide at tale med nogen om, hvordan du har det. Hvis du føler et behov for hjælp, skal du kontakte din egen læge.

Mulighed for samtaler med sorgterapeut efter 14. graviditetsuge

Hvis du er efter graviditetsuge 14, tilbyder vi dig og din eventuelle partner at en sorgterapeut ringer til jer inden for 2-3 uger.

Sorgterapeuterne vil sammen med jer vurdere, hvilket tilbud om samtaler der passer bedst til jer.

Mere viden

www.sundhed.dk kan du finde information om støtte og rådgivning efter abort. Søg på ’abort’.

Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder gratis rådgivning og støtte til forældre, der har mistet – uanset barnets alder. Læs mere på www.familierogsorg.dk .

Kontakt

Har du spørgsmål til forløbet, er du velkommen til at kontakte Kvindesygdomme Ambulatorium på 76 36 24 77 (hverdage mellem kl. 9-10).

Ved akutte problemer kan du ringe til ambulatoriet mellem kl. 8-15 i hverdagene.

Uden for ambulatoriets åbningstid kan du kontakte Kvindesygdomme og Barsel Senge på 76 36 24 39.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 56 00 (hverdage kl. 8-15)

 

Kvindesygdomme Ambulatorium

76 36 24 77 (hverdage kl. 9-10)

 

Kvindesygdomme og Barsel Senge

76 36 24 39 (hele døgnet)


pinfoSLB-1926437636-628 |   20.08.2026

APPFWU02V