Skip til primært indhold

CPAP-behandling

Det er en behandling, der understøtter og letter dit barns egen vejrtrækning. Især børn under 1 år kan have behov for denne behandling.

Sådan virker CPAP

CPAP er en forkortelse af Continuous Positive Air-way Pressure. Det betyder, at der hele tiden tilføres opvarmet og fugtet luft og eventuelt ekstra ilt ned i dit barns lunger. Dette foregår via en lille tryne lavet af blød silikone, der er sat på dit barns næse. Det positive lufttryk gør, at de små luftrør ikke klapper sammen, selv om de er hævede, og der er meget slim. CPAP hjælper også med at løsne slim, så dit barn nemmere kan hoste slim op, så det ikke sætter sig som slimpropper.

Det kan du gøre for dit barn

Selvom det kan se skræmmende ud med de mange slanger og apparater, kan du alligevel holder tæt kontakt til dit barn.

Du kan:

  • tage dit barn op at sidde hos dig.
  • give dit barn mad.
  • pusle dit barn.

Dit barn må gerne have legetøj i sengen.

Plejepersonalet observerer dit barn, og

  • hjælper dit barn til at få den rigtige behandling.
  • aflæser og passer det forskellige apparatur.
  • hjælper dig med at holde den tætte kontakt med dit barn.
  • aflaster dig i det omfang det er muligt.

Behandlingens varighed

Behandlingen foregår under indlæggelse og varer typisk mellem 2 og 7 dage. Men det afhænger af hvad dit barn fejler, og hvor medtaget det er.

Ubehag ved behandlingen

Noget af den luft, der blæses ind gennem næsen, havner i maven, og maven kan blive oppustet. Hvis det er tilfældet, kan dit barn få lagt en tynd plastslange (sonde) ned i maven. Så kan luften komme ud gennem sonden. Der kan komme rødme ved næsen på grund af irritation fra næsetrynen. Det kan smøres med læbepomade. Dit barn kan blive lidt hævet om øjnene, men det plejer ikke at være generende.

Ernæring under behandling

Dit barn kan både ammes og drikke af flaske, mens det får behandlingen. Mange børn er dog så sløje af sygdommen, at de ikke har kræfter til at spise ret meget selv. Luft i maven kan også gøre, at dit barn har svært ved at spise. Det kan hjælpe at give dit barn mindre måltider flere gange i døgnet, end det plejer. Hvis dit barn ikke spiser tilstrækkeligt selv, kan resten af maden gives via sonden. Hvis dit barns næse er stoppet, hjælper det at skylle næsen med saltvand.

Kontakt

Børne- og Ungeafdelingen

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 33 12


pinfoSLB-655458838-131 105465   |   12.06.2026

APPFWU01V