Jakavi (Ruxolitinib)
Du skal starte op med behandling med Jakavi.
Denne patientinformation er skrevet i håb om, at du kan få svar på nogle af de spørgsmål, der sikkert vil opstå, når du skal starte din behandling. I Hæmatologisk Afsnit bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi håber ved hjælp af denne information at give dig/jer overblik over forløbet, og hvad du selv kan gøre undervejs.
Kort om behandlingen
Jakavi bliver givet til patienter med Myelofibrose. Myelofibrose er en sygdom i knoglemarven, hvor marven erstattes med arvæv. Marven mister derfor evnen til at lave tilstrækkeligt med normale celler.
Sygdommen giver også en forstørret milt, fordi sygdommen sender stamceller fra knoglemarven ud i blodbanen. Disse stamceller går videre til milten, hvor de deler sig og får milten til at vokse. Jakavi bliver givet for at bedre nogle af de symptomer, som du kan have ved Myelofibrose, så som feber, nattesved, knoglesmerter og vægttab.
Jakavi kan også blive brugt til patienter med Polycythæmia vera, som er resistente over for eller ikke kan tåle behandling med Hydrea. Polycythæmia vera er en sygdom i knoglemarven, hvor der produceres for mange røde blodlegemer. Jakavi kan medvirke til at mindske miltens størrelse, nedsætte mængden af røde blodlegemer og lindre symptomer.
Jakavi bliver givet som tabletter, som du skal tage to gange om dagen på omtrent samme tidspunkt. Du må ikke ændre på din dosis eller stoppe med at tage Jakavi uden at fortælle det til lægen. Jakavi er en langtidsbehandling. At stoppe eller afbryde din behandling kan medføre en tilbagevenden af de symptomer, du havde før behandlingen. Du kan tage Jakavi med eller uden fødevarer. Det har ingen betydning.
Undersøgelser i forløbet
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt under behandlingen. Din læge fortæller dig hvor hyppigt, og hvornår du skal møde til samtale.
Bivirkninger
Blødning
Du kan have øget risiko for blødning i perioder af behandlingen, fordi Jakavi nedsætter antallet af blodplader (trombocytter). Blodplader er celler i blodet, som er med til at stoppe blødninger.
Ring til os, hvis du får et af følgende symptomer:
- Blødning fra næse, mund eller skede
- Blod i afføring eller urin
- Mange blå mærker eller små røde prikker i huden.
Du kan forebygge blødning ved:
- at bruge en blød tandbørste
- forsigtighed ved brug af gigtpiller (Ibuprofen og lignende) og medicin med Acetylsalisylsyre (Kodimagnyl og Treo). Præparaterne har en blodfortyndende effekt. Tal med din læge, hvis du får eller har brug for nogle af disse præparater.
- undgå kraftig fysisk anstrengelse
- forsigtighed med alkohol, da det kan nedsætte funktionen af blodpladerne
- drikke rigeligt og spise fiberrigt, så du undgår at få forstoppelse, der kan være årsag til hæmorider.
Infektion
Behandlingen giver øget risiko for infektion, hvis antallet af hvide blodlegemer falder. De hvide blodlegemer er vigtige i kroppens forsvar mod infektioner.
Ring til os, hvis du oplever nogle af følgende symptomer, da du kan have en behandlingskrævende infektion:
- Almen utilpashed og kulderystelser
- Temperatur på over 38,3
- Belægninger i munden og synkebesvær
- Hoste eller besværet vejrtrækning.
Du kan minimere risikoen for infektion ved at sikre god håndhygiejne efter toiletbesøg og før måltider.
Brug håndsprit, når du er ude og handle og lignende.
Du bør også undgå kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber.
De fleste bivirkninger ved Jakavi er milde til moderate og forsvinder generelt efter nogle dage eller få ugers behandling.
Andre bivirkninger ved Jakavi
Andre bivirkninger kan være følgende:
- Højt kolesterolniveau i blodet
- Leverpåvirkning
- Svimmelhed
- Hovedpine
- Blærebetændelse
- Vægtøgning
- Forstoppelse.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Hæmatologisk Ambulatorium 79 40 63 35 (hverdage kl. 08.20-16.15) Hæmatologisk Sengeafsnit 79 40 69 48 (uden for ambulatoriets åbningstider) |
|
pinfoSLB-761011106-372 169250 | 08.07.2026 |