Skip til primært indhold

Implementering og spredning af fælles beslutningstagning

Sammen Om Valg projektet handler om fastholdelse og spredning af fælles beslutningstagning i æggestokkræft på kræftafdelinger i Danmark

Projektet

I det første Sammen om Valg projekt introducerede vi fælles beslutningstagning på tre kræftafdelinger i Danmark. Indsatsen var målrettet kvinder med æggestokkræft og deres behandlere. En del af disse kvinder får tilbagefald af sygdommen og skal tage stilling til fornyet behandling. I denne situation er det vigtigt, at disse kvinders egne præferencer indgår i beslutningen omkring valg af behandling eller ingen behandling.

Med udgangspunkt i brugerdreven innovation, udviklede vi to beslutningsstøtteværktøjer til at støtte patient og kliniker i at opnå en god dialog om præferencer, ønsker, muligheder, fordele og ulemper, og endelig fælles beslutningstagning. Dette beslutningsstøtteværktøj kaldes en BESLUTNINGSHJÆLPER™.

Både patienter og klinikere på de tre afdelinger har taget godt imod de to forskellige Beslutningshjælpere, som støtter behandlingsvalg ved tilbagefald af æggestokkræft. Projektet har givet anledning til en begyndende kulturændring på de tre afdelinger og et ønske om varig fastholdelse.

I projekt Sammen om Valg 2.0 ønsker vi dels at sikre en varig fastholdelse af konceptet fælles beslutningstagning på de tre kræftafdelinger fra det første Sammen om Valg. Derudover ønsker vi at sprede viden om og brugen af fælles beslutningstagning til andre afdelinger i Danmark.

Vi har ligeledes tilsagn fra yderligere tre kræftafdelinger, som bl.a. behandler kvinder med æggestokkræft. Vi har i det første Sammen om Valg projekt haft et rigtig godt samarbejde med patientforeningen KIU (Kræft I Underlivet) og har modtaget deres tilsagn om, at de meget gerne ser konceptet udbredt til andre afdelinger. KIU indgår dermed i det fremadrettede arbejde med denne fastholdelse og har i vinteren 2021 været med i en spørgeskemaundersøgelse omkring det at italesætte og inddrage patientens præferencer, når der skal træffes beslutninger om undersøgelse, behandling eller pleje.

Det er vores mål at

  • alle danske kvinder med kræft i æggestokkene oplever at være med i vigtige valg, der knytter sig til behandling og pleje
  • metoden ”fælles beslutningstagning” og BESLUTNINGSHJÆLPER™ er en kendt og naturlig del af klinisk praksis
  • alle kvinder med kræft i underlivet mødes af den samme individuelle og patientinddragende tilgang
  • udbrede kendskabet til fælles beslutningstagning hos klinikere, der arbejder med kræftpatienter generelt og ikke kun ved æggestokkræft
  • skabe mulighed og støtte til at der kan udvikles nye beslutningshjælpere til patienter med andre kræftdiagnoser og derved sikre mere bred implementering også uden for det gynækologiske kræftområde

Projektet er støttet af Kræftens Bekæmpelse

Tidsplan (start/slut)

2020-2023

Projektansvarlig

Kasper Frank, Projektmedarbejder, Center for Fælles Beslutningstagning

Projektpartnere

Onkologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital
Onkologisk afdeling, Gødstrup Hospital
Onkologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital
Onkologisk afdeling, Herlev Hospital
Onkologisk afdeling, Odense Universitetshospital
Onkologisk afdeling, Sygehus Lillebælt

Publikationer

Pt. ingen publikationer

 

Senest opdateret: 04.09.2024

APPFWU01V