Skip til primært indhold

Vejledning i at administrere azacitidin

Til patienter i eget hjem

Patienter tilbydes nu hjemmebehandling med azacitidin, der gives som subkutan injektion i forbindelse med kræftbehandling.

Patienten har fået udleveret følgende i Hæmatologisk Ambulatorium:  

  • kanyler (0,6 x 25 mm)
  • spritswaps
  • vatrondeller
  • kanyleboks
  • Ibutop-creme.

Som hjemmesygeplejerske skal du selv medbringe éngangshandsker.

Før du injicerer azacitidin

Patienten skal have målt temperatur alle dage, inden der gives azacitidin. Ved temperatur på 38,3 °C eller derover skal Hæmatologisk Ambulatorium kontaktes på 79 40 63 35.

Azacitidin leveres fra sygehusapoteket på Vejle Sygehus af en portør 1-2 gange om ugen, alt efter hvor mange dage patienten skal have behandlingen.  

Medicinen skal opbevares på køl

Sprøjterne med azacitidin skal opbevares i køleskab (2-8 °C) og er holdbare indtil tidspunktet, der er angivet på sprøjten.  

Tag sprøjterne ud af køleskabet, og læg dem ved stuetemperatur i cirka 15 minutter inden indgift.  

Sprøjterne skal gives inden for 30 minutter, da azacitidin kun har en holdbarhed på 30 minutter uden for køl.  

Der skal gå minimum 20 timer inden næste injektion.

Se den korrekte dosis i FMK

Vær opmærksom på at give den rette dosis jævnfør FMK. Der kan være variation i dosis fra dag til dag.

Sådan injicerer du azacitidin

Medicinen injiceres subkutant i låret eller på maven.

Sprøjten skal indgives et nyt sted hver gang – med en afstand på:  

  • mindst 2,5 cm fra det forrige indstikssted  
  • mindst 5 cm fra navlen.

Indstiksstedet må ikke være rødt eller have andre forandringer.  

Følg disse trin:  

1. Kontrollér, at sprøjterne med azacitidin er påført korrekt navn, CPR-nummer og at holdbarheden ikke er overskredet. Er holdbarheden overskredet, skal Hæmatologisk Ambulatorium kontaktes.

2. Tag handsker på.

3. Bland sprøjtens indhold ved at rulle sprøjten kraftigt mellem håndfladerne, indtil der opstår en mælkehvid injektionsvæske.

4. Sprit indstiksstedet af med en spritserviet. Lad huden tørre i cirka 5-10 sekunder før injektionen.  

5. Sæt kanylen (0,6 x 25 mm) på sprøjten.

6. Der skal være lidt luft i sprøjten, så luften ”skubber” det sidste azacitidin ind i huden.  

7. Tag beskyttelseshætten af kanylen, og stik den ind i huden med en vinkel på 45-90 grader (afhængigt af fedtlag).  

8. Injicér medicinen langsomt med et jævnt tryk over cirka 1 minut.  

9. Når sprøjten er tømt, slipper du huden og trækker langsomt nålen ud for at undgå eventuelt spild på huden.

10. Påsæt vatrondel.

11. Kassér sprøjten med kanyle i kanyleboksen.  

Vær opmærksom på

Der er nogle forhold, du skal være opmærksom på i forbindelse med patientens behandling.

Hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er gravid eller ammer, må du ikke komme i kontakt med azacitidin, da medicinen er lavpotent kemoterapi.

Reager på symptomer

Kontakt Hæmatologisk Ambulatorium, hvis:

  • patienten får feber med temperatur på 38,3 °C eller derover
  • patientens tilstand ændrer sig eller forværres.

Kontakt også ambulatoriet, hvis du har spørgsmål til eller oplever problemer med at administrere medicinen.

Hvis patienten har smerter eller gener i huden

Hvis patientens hud bliver rød, hævet, irriteret eller gør ondt ved indstiksstedet, kan patienten bruge den udleverede Ibutop-creme.

Ved kløe kan patienten bruge antihistamin-creme.  

Når kanyleboksen er fuld

Informér patienten om, at kanyleboksen skal tages med retur til Hæmatologisk Ambulatorium ved næste kontrol.

Mere information

I informationsmaterialet ”Behandling med azacitidin” kan du læse mere om behandlingen og medicinens bivirkninger.

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Hæmatologisk Ambulatorium

79 40 63 35 (hverdage kl. 8.20-16.15) Hæmatologisk Sengeafsnit

79 40 69 48 (uden for åbningstid)

 


pinfoSLB-761011106-836 188843   |   08.07.2026

APPFWU01V