Skip til primært indhold

Åben indlæggelse

Om åben indlæggelse på Medicinsk Sengeafsnit, Vejle Sygehus

Et billede, der indeholder person, Ansigt, indendørs, tøj

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Denne information er til dig, der har fået åben indlæggelse. Informationen er til dig og dine pårørende eller andre personer, der har personlig tilknytning til dig. Det kan også være hjemmesygeplejersken eller din praktiserende læge.

Formålet i disse informationsark er at informere dig og de personer, der har tilknytning til dig, om hvad det vil sige at have en åben indlæggelse. Formålet er også at informere om, hvornår du kan benytte den åbne indlæggelse.

Åben indlæggelse

Hvem får åben indlæggelse?

Alle borgere, der terminalerklæres, har krav på at blive tilknyttet en stamafdeling. Stamafdelingen bliver tildelt med baggrund i din grundsygdom.  

Hvad betyder det at have en åben indlæggelse?

Åben indlæggelse betyder, at du kan ringe direkte til afdelingen på alle tider af døgnet, året rundt. Åben indlæggelse er et supplement og altså ikke i stedet for din praktiserende læge, hjemmesygeplejen eller palliativt team. Det er derfor vigtigt at huske, at du stadig skal benytte praktiserende læge til det, som ikke er akut, og som normalt ville være en opgave for praktiserende læge. Er du i tvivl, kan du altid ringe til afdelingen, som er behjælpelig med at vurdere situationen.

Hvem kan ringe?

Du eller dine pårørende kan ringe. Det kan også være en hjemmesygeplejerske, praktiserende læge eller en vagtlæge, der ringer.

Hvad sker der, når jeg ringer?

Et opkald til afdelingen kan være for at få et fagligt råd eller vejledning af en sygeplejerske.   Det er vigtigt, at den der ringer, har afklaret med dig, om du ønsker indlæggelse. Sygeplejersken, der svarer opkaldet, vil stille uddybende spørgsmål og sammen med dig, eller den der ringer, afgøre, om den bedste løsning for dig er indlæggelse.

Hvem sørger for transport?

Dette aftaler vi under telefonsamtalen. Dine pårørende må gerne transportere dig, hvis de kan. Hvis du har behov for en liggende transport, bestiller sygeplejersken på afdelingen denne.

Hvad skal jeg medbringe?

Du skal medbringe toiletsager og et sæt tøj til udskrivelsen. Det er i øvrigt en god ide med et par sko, du går godt i. Det er også vigtigt at have en opdateret medicinliste med (så vidt muligt) samt din egen medicin i original indpakning. Hvis du får noget inhalationsmedicin, skal du også medbringe dette.

Hvad sker der, når jeg ankommer til afdelingen?

Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som har en seng klar, når du kommer. Det kan både være enestue og flersengsstue. Dette afhænger af situationen. Mens du venter på lægen, bliver der taget blodprøver, hjertediagram, blodtryk, puls og lignende.

Du skal regne med, at der kan være ventetid, fordi lægen kan have andre akutte opgaver samtidig. Dine symptomer bliver afdækket, og behandling af dem iværksat. Allerede i løbet af det første døgn vil personalet i samråd med dig og dine pårørende vurdere, hvornår du kan blive udskrevet igen.

Kan mine pårørende medindlægges?

Ja, hvis der er behov for dette, kan der tilbydes medindlæggelse til din nærmeste pårørende. Det kræver dog, at du ligger på en enestue. Medindlæggelse er nødvendig, hvis situationen er kritisk, eller du er meget utryg uden dine nærmeste omkring dig.

Hvordan foregår min udskrivelse?

Afhængig af din situation vil udskrivelsen blive planlagt tidligt, da vi forsøger at opfylde dine ønsker om, hvor du helst vil være efter udskrivelsen. Hvis du ønsker at blive henvist til hospice, skal du regne med at kan forekomme ventetid. Det kan også være, der skal arrangeres et møde med kommunen om aflastning eller flere hjælpemidler i hjemmet.

Hvilke muligheder er der i forbindelse med udskrivelse?

Vi vil så vidt muligt forsøge at opfylde dine ønsker. Henvisning til hospice kan kun foregå, hvis du selv har sagt ja til dette. Din egen praktiserende læge kan også henvise til hospice, da det kræver ikke en indlæggelse at blive henvist.

På Medicinsk Afdeling har vi altid både plan A og B. Hvis plan A er hospice, kan der være lang ventetid, og derfor planlægger vi ofte en alternativ løsning – plan B, som fx kan være et midlertidigt aflastningsophold i kommunalt regi.

Kan jeg benytte min åbne indlæggelse flere gange?

Ja, du kan indlægges det antal gange, der er behov for under din sygdom.

Må jeg komme i afdelingen uden at ringe først?

Af praktiske årsager skal du, eller en af dem som er omkring dig, ringe først, så vi kan sikre, du får en tryg modtagelse.

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Medicinsk Sengeafsnit

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 64 27


pinfoSLB-761011106-182 111035   |   08.07.2026

APPFWU02V