Skip til primært indhold

Kan vi aktivere patienter på tværs af den dansk-tyske grænse?

I DAILY SDM projektet nærmer vi os projektafslutningen i oktober, og derfor står 2026 i erfarings- og vidensudvekslingens tegn. Et af de områder vi har arbejdet meget med, har været patientaktivering.

Copyright: Center for Fælles Beslutningstagning

I fælles beslutningstagning er der altid to eksperter: den sundhedsprofessionelle, der er ekspert i diagnosen, muligheder og behandling, og så patienten, der er ekspert i sit eget liv og egne præferencer. Men hvad kan man gøre for, at patienterne er mere forberedte og dermed kan deltage mere aktivt i samtalen og beslutningen?

Det har vi undersøgt gennem flere workshops med patienter fra danske og tyske hospitaler. Erfaringerne herfra viste blandt andet, at:

  • Det første skridt mod patientaktivering er, at patienter og pårørende forstår, at de har ret til at tage aktiv del i samtalen og stille spørgsmål undervejs
  • Mange patienter først deler deres personlige perspektiver, når de sundhedsprofessionelle tydeligt signalerer, at der er plads til det
  • Det for mange er lettest at deltage aktivt i samtalen, når de specifikt bliver inviteret ind i dialogen af den sundhedsprofessionelle

Med disse indsigter i rygsækken, har projektets arbejdsgruppe for “Patient Activation” sidenhen udviklet, testet og afprøvet materialer og redskaber med det formål at forberede og aktivere patienten til at dele sine præferencer, livssituation og stille spørgsmål i samtalen. Der er eksempelvis blevet udviklet materiale med inspiration i bl.a. “Ask 3 Questions” og “Drei Fragen”, med lokale tilpasninger til fem forskellige hospitalskontekster (Malteser Krankenhaus i Flensborg, Helios Klinik i Schleswig, Odense Universitetshospital, Sjællands Universitetshospital, Nykøbing Falster Sygehus og Sygehus Lillebælt). Derudover, er der udviklet plakater, flyers og såkaldte ‘rating boxes’, hvor patienter og sundhedsprofessionelle tager stilling til, om de har oplevet og anvendt fælles beslutningstagning.

De sidste måneder har de deltagende hospitaler afprøvet materialerne, modtaget feedback, rettet til og testet igen, ligesom projektpartnerne har mødtes for at udveksle erfaringer med afprøvningen og drøfte de danske og tyske erfaringer på tværs. Som led i projektet deltog Center for Fælles Beslutningstagning også i Folkemødet 2026 i Interregs telt for at afprøve udvalgte materialer og gå i dialog med deltagerne om, hvad der er vigtigt for dem. Det resulterede i mange gode drøftelser, og bekræftede endnu en gang at det kan være svært for patienter at stille spørgsmål og være aktive under samtalen. Til gengæld gav deltagerne udtryk for at materialet “Stil 4 Spørgsmål” kan være en brugbar støtte som forberedelse inden samtalen og under i samtalen med den sundhedsprofessionelle.

Afprøvningen af materialer til patientaktivering fortsætter i projektet. Sideløbende arbejder vi mod at konkretisere vores gode erfaringer til fremtidige anbefalinger, der kan komme andre, der ønsker at implementere fælles beslutningstagning, til gode. 

Læs mere om projektet.

APPFWU02V