NIV mens du er indlagt
Non Invasiv Ventilation - støttende iltbehandling
Når du har KOL (KOL = Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), har du sikkert oplevet, at der kan opstå en pludselig forværring af de symptomer, du kender fra hverdagen. Det kan fx være i forbindelse med infektioner i luftvejene, hvor din vejrtrækning bliver mere besværlig og anstrengt.
Hvis du i forbindelse med den akutte forværring bliver indlagt, vil behandlingen bestå i medicin, der udvider luftvejene; binyrebarkhormon og ofte antibiotika, samt ilttilskud.
I nogle tilfælde er det så svært at trække vejret, at vejrtrækningsmusklerne har svært ved at klare opgaven. Du vil opleve at blive så udmattet, at du trækker vejret endnu dårligere. Det kan vi se på dig, og vi kan måle det i dit blod fra blodprøven, der
tages i en blodåre ved håndleddet (en såkaldt a-gas).
Lægen vil ud fra din tilstand og blodprøvesvaret afgøre, om du har brug for støttende NIV-behandling (NIV = Non Invasiv Ventilation).
Sådan foregår NIV-behandling
NIV-behandlingen foregår ved hjælp af et apparat, der aflaster din vejrtrækning. Apparatet består af en lille transportabel respirator, der er forbundet med en luftslange og en maske. Masken skal dække både næse og mund, og den skal sidde helt tæt og holdes fast med et velcrobånd.
Maskinen støtter din vejrtrækning ved at blæse luft ind, når du trækker vejret ind, og give modstand, når du puster ud. Når behandlingen er blevet startet, vil du oftest føle en umiddelbar lettelse i vejrtrækningen. Behandlingen aflaster nemlig dine muskler, så det bliver lettere for dig at trække vejret.
Vi kontrollerer effekten af behandlingen ved at måle iltindholdet og surhedsgraden af blodet i de blodprøver, der bliver taget i håndleddet.
Observation og maske
Behandlingen kan vare fra få timer til flere døgn.
Under behandlingen vil plejepersonalet observere dig tæt. I starten vil du ofte få målt blodtryk, puls, iltindhold i blodet, og din bevidsthedstilstand bliver vurderet.
Velcro-lukkemekanismen gør, at du kan tage masken af og på. Det betyder, at du kan holde pauser til fx at spise, drikke, gå på toilettet, få inhalationer, m.m. Du kan også tale, når du har masken på.
I samråd med lægen bliver din vejrtrækning og dine blodprøver vurderet. Når din tilstand er stabil, bliver behandlingen stoppet.
Ubehag ved NIV-behandlingen
Det er vigtigt, at du giver personalet besked, hvis du har ubehag i forbindelse med behandlingen.
De fleste har ingen gener, men nogle vil i starten føle, at det er ubehageligt at have masken på, da den slutter tæt til ansigtet. Du kan føle tørhed i øjne, næse og mund på grund af luftstrømmen.
Masken kan, hvis den ikke sidder korrekt, give tryksår, især over næsen. Vi holder øje med, at masken sidder korrekt.
På grund af det høje lufttryk fra maskinen kan du få en fornemmelse af luft i maven.
Plejepersonalet er meget opmærksomme på at afhjælpe det ubehag, du måtte have under behandlingen. En del kan afhjælpes ved at skifte masketype eller ved at få ilten fugtet. Spørg endelig, hvis der er det mindste, du er i tvivl om.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Medicinsk Sengeafsnit Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 64 27 79 40 63 81
|
|
pinfoSLB-761011106-323 177209 | 11.06.2026 |