Leverbiopsi
Du skal have taget en vævsprøve fra din lever. På fagsprog hedder det en leverbiopsi. Du skal møde på 4. sal i Regnbuetårnet på Medicinsk Ambulatorium A740. Se dato og klokkeslæt i dit indkaldelsesbrev. Følg den RØDE streg i gulvet fra hovedindgangen.
Før undersøgelsen
Medicin
Du må ikke tage lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre, som fx Kodimagnyl, Hjertemagnyl eller Treo op til 3 døgn før undersøgelsen. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal der lægges en plan for, hvordan du skal tage medicinen før og efter undersøgelsen. Planen lægges af en læge her i afdelingen.
Blodprøver
Du skal have taget blodprøver i A210 Blodprøvetagning ved forhallen på Vejle Sygehus, inden du møder op i A740. Blodprøverne kan også tages på nærmeste sygehus, men det skal være dagen inden undersøgelsen. Blodprøverne kan ikke tages hos din egen læge.
Undersøgelsen
Fasteregler
- Du må kun spise et meget let måltid før undersøgelsen, som fx lidt yoghurt, eventuelt en skive hvidt brød uden skorpe.
- Du må drikke vand og saft helt indtil undersøgelsen.
På sygehuset
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, hvor du blandt andet får en seng og sygehustøj. Før og efter undersøgelsen bliver du observeret her i afdelingen.
Selve undersøgelsen
- Selve undersøgelsen varer cirka 30 minutter og foregår på Røntgenafdelingen.
- Du bliver kørt i sengen til og fra Røntgenafdelingen.
- Din lever bliver ultralydsscannet. Du bliver lokalbedøvet, og derefter tager en røntgenlæge en vævsprøve fra leveren. Det er næsten smertefrit.
Efter undersøgelsen
- Vi holder øje med dig i cirka 4 timer efter undersøgelsen.
- Du skal være fastende 4 timer efter undersøgelsen, du må dog drikke vand/saft 1 time efter undersøgelsen (ikke mælkeprodukter).
- Du skal være sengeliggende i 4 timer efter undersøgelsen.
Komplikationer
Undersøgelsen er sjældent forbundet med komplikationer. Du skal kontakte vagtlægen (Region Syddanmark) på 70 11 07 07, hvis du bliver svimmel, utilpas, får mavesmerter eller feber, efter du er kommet hjem.
Forholdsregler
- Du må ikke være alene det første døgn efter undersøgelsen. Heller ikke under transport hjem. Du må ikke selv køre bilen hjem.
- Det første døgn efter undersøgelsen skal du undgå store anstrengelser, eksempelvis løft af tunge ting og sport.
Svar på undersøgelsen
Du kan forvente svar på undersøgelsen fra cirka 3 dage til 3 uger efter undersøgelsen. Du bliver kaldt ind til svar. Nogle gange kan svaret være, at det er nødvendigt at gentage undersøgelsen for at få mere væv ud.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Spørg endelig, hvis du er det mindste i tvivl.
Podcast
Vi har valgt at lave en podcast til dig, der skal have taget en vævsprøve, fx en leverbiopsi. Ved at lytte til podcasten får du mulighed for at vide lidt om forløbet på forhånd.
Link til podcasten: Patient i Diagnostisk Center
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Medicinsk Sengeafsnit Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 53 61 (hverdage kl. 8.00-15.00) 79 40 64 27 (hverdage kl. 15.00-8.00 og weekend) |
|
pinfoSLB-761011106-209 107375 | 08.07.2026 |