Mit Sygehus
Mit Sygehus er en platform, du som patient kan bruge til at følge med i din egen behandling
Mit Sygehus er en platform, som du som patient eller pårørende på Sygehus Lillebælt kan bruge til at finde information om sygdom og behandling. Du kan bruge Mit Sygehus både som en app på din telefon eller tablet og som en hjemmeside via din computer. Hvis du er tilknyttet et forløb på en afdeling på Sygehus Lillebælt, kan du logge dig ind og bruge Mit Sygehus til at se dine personlige informationer, aftaler på sygehuset og meget mere.
I Mit Sygehus kan du:
- se dine aftaler på sygehuset
- finde information om din sygdom og behandling
- se relevante videoer
- besvare spørgeskemaer
- finde kontaktinfo til din afdeling.
Pårørende kan læse med
Pårørende kan med fordel læse med i Mit Sygehus og få viden om patientens behandling, og hvad der aktuelt rører sig i forløbet. Hvis patienten bliver inviteret til at deltage i en videosamtale, kan den pårørende også deltage i videosamtalen - også selvom den pårørende ikke sidder sammen med patienten.
Forældre med forældremyndighed over børn under 15 år har automatisk adgang til deres barns forløb i appen.
Videosamtale med sygehuset
Mange afdelinger tilbyder at holde videosamtaler med patienterne, hvis det ikke er nødvendigt, at patient og læge eller sygeplejerske sidder i samme rum. Det sparer tid og transport for patienterne. Pårørende kan også deltage i en videosamtale - også hvis de ikke befinder sig samme sted som patienten.