Skip til primært indhold

Operation for nedsynkning af livmoder, blære eller tarm

Ved en prolapsoperation sys en defekt i bindevævet i skeden (forvæg/ bagvæg) og/eller fjernes et stykke af livmoderhalsen, som også løftes op. Operationen afhjælper nedsynkning af blære, livmoder og/eller tarm.

Det normale underliv

Illustration af et normalt underliv set fra siden.

Nedsynkning af blæren – Cystocele

Illustration af underlivet set fra siden, hvor blæren er nedsunket.

""

Nedsynkning af tarmen – Rektocele

Illustration af underlivet set fra siden, hvor tarmen er nedsunket.

Et billede, der indeholder tegning, skitse, illustration/afbildning, Børnekunst

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Nedsynkning af livmoder

Et billede, der indeholder tegning, skitse, Børnekunst, kunst

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Illustrationer: Lars Bennedsen, Kommunikation, AUH.

Operationen foretages nedefra gennem skeden. Slimhinden i skedens forreste/bagerste væg åbnes og det underliggende bindevæv sys sammen. Evt. fjernes et stykke af livmoderhalsen. Slimhinden lukkes igen med tråde, som opløses i løbet af nogle uger.

Forberedelse

I forbindelse med forundersøgelsen i Kvindesygdomme Ambulatorium bliver du informeret om operationen, indlæggelsen og forventet sygemelding. Du får målt blodtryk, og får evt. taget blodprøver og hjertediagram.

Du får sendt en dato for operationen og skal evt. tale med en narkoselæge.

Hvis du har en vaginalring, skal du holde pause 14 dage før operationen.

Hvis du bruger Vagifem, skal du holde pause fra operationsdagen. Du kan begynde behandlingen igen 2-3 uger efter operationen, når du ikke bløder mere.

Er du ryger, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du holder rygepause i 2 måneder før operationen.

Du skal faste 6 timer før operationen uanset hvilken type bedøvelse, der vælges, og du må drikke vand eller saft indtil 2 timer før operation. Læs mere om faste i folderen "Når du skal bedøves".

Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin i håndkøb inden operationen: Tablet Paracetamol og evt. tablet Ibumetin 200 mg samt Magnesia ved forstoppelse.

Til kvinder efter overgangsalderen anbefales hormonstikpiller 2 gange ugentlig fra 1 måned før operationen. Det hjælper helingsprocessen efter operationen.

Operationsdagen

På operationsdagen, skal du tage et grundigt bad, rense navlen med sæbe og vatpind og vaske hår. Du skal fjerne kønsbehåringen med en elektrisk klipper, som aftalt ved forundersøgelsen. Du må ikke bruge en skraber. Hvis du ikke har mulighed for det hjemmefra, får du hjælp til det ved indlæggelsen. Undlad makeup, neglelak og smykker.

Når du kommer til afdelingen, modtages du af en sygeplejerske. Hun viser dig rundt i afdelingen. Sammen afklarer I, om du har spørgsmål vedrørende indlæggelsen.

Operationen

Operationen varer mellem 1/2 til 1 1/2 time. Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse i skeden. Gennem et drop får du supplerende smertestillende medicin. Hvis du ikke ønsker lokalbedøvelse, kan operationen foregå i helbedøvelse eller rygbedøvelse. Under operationen får du evt. lagt et kateter i blæren og en gazetampon (meche) op i skeden. Begge dele fjernes som regel efter nogle timer.

Efter operationen

Efter operationen kommer du direkte tilbage på sengeafdelingen, hvis du er opereret i lokalbedøvelse. Hvis du har fået helbedøvelse eller rygbedøvelse kommer du på opvågningsafdelingen et par timer. Du kan ikke modtage besøg på opvågningsafdelingen.

Når du er tilbage i afdelingen, må du spise og drikke, når du har lyst.

Som oftest vil du kunne stå op og gå omkring senere på dagen. Det er vigtigt, at du allerede første dag efter operationen er oppegående. Du skal spise og drikke, som du plejer.

Operationen giver som regel kun få smerter. Du får smertestillende og kvalmestillende medicin efter behov. Det er vigtigt, at du selv siger til, hvis du får smerter eller kvalme.

Hvis der under operationen for nedsynkning er lagt kateter i blæren, fortsætter du med kateter i blæren til mechen fjernes efter ca. 2 timer. Hvis din vandladning er mindre end 150 ml. efter fjernelse af kateteret, kontrollerer vi din blære med ultralydsscanning. Ved vandladning over 150 ml. er der ingen yderligere kontrol.

Du bliver udskrevet samme dag. Har du vandladningsproblemer, taler du med en læge inden udskrivelsen.

Når du skal hjem, må du ikke selv køre bil. Det er en god idé, at du får en til at hente dig. Du skal have mulighed for at kontakte en voksen person og være informeret om, hvor du kan henvende dig i tilfælde af behov for hjælp.

Smerter

De fleste har smerter i de første dage. Det er vigtigt at forebygge smerter, derfor får du langtidsvirkende smertestillende tabletter under indlæggelsen.

Hjemme vil vi anbefale smertestillende håndkøbsmedicin paracetamol (Pinex, Pamol) 2 tabletter a 500 mg højst hver 6. time. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan du supplere med ibuprofen (Ipren, Ibumetin) 1 tablet a 200 mg højst hver 6. time.

Blødning

Det er helt almindeligt at bløde lidt fra skeden i 2-4 uger efter operationen. Så længe trådene ikke har opløst sig, kan der i perioder fortsat komme lidt blod eller blodigt udflåd i op til 2-3 måneder efter operationen.

Komplikationer

Blærebetændelse

Den mest almindelige komplikation er blærebetændelse inden for de første uger efter operationen. Hvis du får symptomer på blærebetændelse (svie og skæren ved vandladning samt konstant trang til at lade vandet), skal du henvende dig til din egen læge.

Problemer med at tømme blæren

Nogle patienter oplever, at de ikke kan tømme blæren i dagene lige efter operationen på grund af smerter og hævelse i vævet omkring operationssåret. Risikoen er størst, hvis du også havde problemer med at tømme blæren før operationen. Sker det, hjælper personalet dig med at tømme blæren med et tyndt kateter.

Blodansamling

Nogle patienter får en lille blodansamling bag operationssåret. Den kan give trykkende ubehag, men den forsvinder som regel af sig selv i løbet af få uger.

Betændelse

I meget sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i en blodansamling eller i selve operationssåret. Sker det, eller hvis en blodansamling er så stor, at den giver stærke smerter, kan det være nødvendigt at give antibiotika og udtømme blod eller betændelse under fuld bedøvelse.

Rift i blære eller tarm

I meget sjældne tilfælde kan der opstå en rift i blæren eller tarmen under operationen. Det giver som regel ingen problemer, da den bliver syet til igen med det samme. Har der været hul på blæren, er det nødvendigt med et kateter i nogle dage.

Inkontinens

I sjældne tilfælde opstår urininkontinens (man kan ikke kan holde på vandet og lækker urin ufrivilligt) efter operationen. Hvis det sker for dig, er det vigtigt, at du gør os opmærksom på det. Vi kan tilbyde dig den nødvendige behandling. I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt at operere for urininkontinens på et senere tidspunkt.

Snæverhed i skeden

På grund af arvævet kan der opstå en vis snæverhed i skeden. Det kan give anledning til smerter ved samleje. Ved at genoptage samlivet tre-fire uger efter operationen, og ved at bruge lidt glidecreme i starten, forsvinder denne gene som regel helt.

Efter udskrivelsen

Du må genoptage dine daglige aktiviteter og gøremål, så snart du kan og har lyst. Du må gerne gå ture, køre bil, cykle, købe ind, og vaske tøj, så længe du undgår tunge løft over 10 kg, og så længe det, du laver, ikke giver ubehag eller smerter i såret eller i underlivet. Sygemeldingen vil være 4 uger.

Du kan starte med lette bækkenbundsøvelser dagen efter operationen, seksuallivet kan du genoptage efter 4 uger, når du ikke bløder mere. Du må cykle, hvis ikke det generer.

De første 4 uger efter operationen skal du undgå tunge løft (mere end 10 kg) og at dyrke hård sport (fx løb, tennis, badminton, aerobic/zumba).

Kontrol efter operationen

Der er normalt ikke behov for kontrol efter operationen. Ved behov kan du kontakte egen læge. Du får en tid i din E-boks, hvor du ca. 3 måneder efter operationen vil blive kontaktet af en sygeplejerske, som vil spørge til eventuelle gener efter operationen.

Kontakt

Hvis du får problemer efter du er udskrevet, kan du kontakte Kvindesygdomme Senge på 76 36 24 39. Ved problemer senere, skal du kontakte din egen læge.

Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte Kvindesygdomme Ambulatorium:

Sekretær: 76 36 24 77 (tast 3).
Hverdage mellem kl. 8.00-15.00.

Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2).
Hverdage mellem kl. 9.00-10.00.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 24 77

www.sygehuslillebaelt.dk/gynobs


pinfoSLB-1926437636-291 125966   |   23.06.2026

APPFWU02V