Tilbud om psykologsamtale
Det er svært at få en alvorlig sygdom som kræft ind på livet.
Samtaler med en psykolog kan være en god mulighed for at få vendt tanker, bekymringer og følelser. Målet er at hjælpe og støtte dig til at leve dit liv så godt som muligt på trods af din kræftdiagnose.
Om psykologsamtaler
Mennesker er meget forskellige og har forskellige behov. Alligevel er der nogle tanker og følelser, der går igen hos mange kræftpatienter, og du kan måske nikke genkendende til flere af nedenstående punkter.
Vores erfaring er, at det kan gøre en forskel at tale med en psykolog, hvis du fx:
- føler dig angst
- er bange for at miste livet
- tænker med bekymring på din fremtid
- har svært ved at tale med venner og familie om din nye situation
- oplever sorg over ikke at kunne det, som du kunne, før kræften ramte
- har bivirkninger eller senfølger som følge af behandlingen, fx kognitive vanskeligheder, smerter, søvnproblemer og træthed.
Sådan foregår samtalen
Psykologen vil sammen med dig være undersøgende på de udfordringer og forandringer, som du oplever i forhold til din kræftsygdom. Målet er så vidt muligt at gøre dig i stand til at finde ressourcer og livsenergi til at leve et godt liv med kræft.
Psykologsamtalen er et tilbud til patienter – eventuelt i selskab med en eller flere pårørende. Dette afklares i dialog med psykologen.
Praktiske oplysninger
Hvis du ønsker en psykologsamtale, skal du snakke med afdelingens læger eller sygeplejersker. De udfylder et visitationsskema til psykologerne. Tilbuddet gælder patienter med tilknytning til Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus.