Skip til primært indhold

Hjemme igen efter operation for fedtknude

Du har fået fjernet en fedtknude ved en operation. Her kan du læse, hvad du skal være særligt opmærksom på derhjemme i tiden efter operationen. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig.

Ubehag og smerter

Det er normalt at opleve ubehag og smerter efter operationen, men der er nogle symptomer, du skal reagere på. Kontakt os altid, hvis du er bekymret eller får det værre.

Reager på symptomer

Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan dit sår heler, når du er kommet hjem. Du skal reagere, hvis du får et eller flere af disse symptomer:

  • Feber
  • Rødme, varme eller hævelse ved såret
  • Såret væsker
  • Stærke smerter.

Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 79 40 57 43.

Tag smertestillende, hvis du har ondt

Det er normalt at have ondt efter operationen, men det er individuelt, hvor stærke smerter man har.

Huden kan føles som om, at den strammer de første dage, hvis du er blevet syet i underhuden.

Lokalbedøvelsen varer fra 1-10 timer. Når den stopper med at virke, kan du opleve smerter. Hvis du har smerter, anbefaler vi, at du tager smertestillende medicin med paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex) og ibuprofen (fx Ibumetin eller Ipren).

Pleje og hygiejne

Det er vigtigt, at du følger vores anvisninger for fx at undgå betændelse og andre komplikationer.

Tjek forbindingen det første døgn

Blod og væske fra sårene kan trænge igennem forbindingen. Hvis det sker i løbet af det første døgn efter operationen, skal du ringe til os. Det er vigtigt, at forbindingen bliver skiftet sterilt.

Vi anbefaler, at du beholder plastrene på i op til 7 dage. Hvis plastrene bliver våde af blod og væske, skal du skifte dem med de plastre, du har fået udleveret. Du kan eventuelt købe flere på apoteket. Brug plastre, så længe sårene væsker.

Bad

Du må gerne tage brusebad med plastrene på. Når såret er tørt, må du tage brusebad uden plastre på såret, dog tidligst 7 dage efter operationen. Du må hverken gå i karbad, svømmehal eller bade i havet før 3 dage efter, at trådene er fjernet.

Beskyt arret

For at dit ar bliver så pænt som muligt, anbefaler vi, at du beskytter det mod direkte sol det første år efter operationen. Brug solcreme med høj faktor (50+), eller beskyt arret med tøj og plaster.

Bevægelse og hvile

I de første 2 dage bør du holde dig i ro for at undgå, at såret bløder og hæver. Vent derfor også med hård fysisk aktivitet.

Praktiske forhold

Hvis vi har sendt fedtknuden til undersøgelse, får du svar inden for 14 dage. Enten ringer vi til dig eller sender svaret via digital post.

Det videre forløb

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 12-14 dage efter operationen. Du skal selv bestille en tid.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Ortopædkirurgisk Dagafsnit  

79 40 57 43

Brian.Westergaard.Romberg@rsyd.dk


pinfoSLB-1412858612-236 187204   |   12.05.2026

APPFWU01V