Hjemme igen efter operation for frossen skulder
Du er blevet opereret i skulderen. Her kan du læse, hvad du skal være særligt opmærksom på derhjemme i tiden efter operationen. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig.
Ubehag og smerter
Det er normalt at opleve ubehag og smerter efter operationen, men der er nogle symptomer, du skal reagere på.
Reager på symptomer
Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan dit sår heler, når du er kommet hjem. Du skal reagere, hvis du får et eller flere af disse symptomer:
- Feber
- Rødme, varme eller hævelse ved såret
- Såret væsker
- Stærke smerter.
Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 79 40 57 43.
Tag smertestillende, hvis du har ondt
Det er normalt at have ondt efter operationen, men det er individuelt, hvor stærke smerter man har.
Hvis du har fået en nerveblokade, får du flere smerter, når den stopper med at virke efter 10-20 timer.
De første 7 dage anbefaler vi, at du fast tager paracetamol (fx Panodil, Pinex eller Pamol) og ibuprofen (fx Ipren eller Ibumetin), hvis du tåler det. Herefter kan du tage smertestillende efter behov.
Du får stærk smertestillende medicin med hjem til de første døgn efter operationen.
Vi anbefaler også, at du tager smertestillende 1 time før, at du laver genoptræningsøvelser.
Brug ispose mod hævelse og smerter
Du kan lægge en ispose på skulderen hver 2. time i 10-20 minutter, hvis du hæver eller har smerter. Du kan også lave kølebandage ved at komme fast brun sæbe i en plastikpose, trykke posen flad og komme den i fryseren. Kølebandagen kan fryses igen og bruges mange gange.
Brug altid et viskestykke eller håndklæde rundt om isposen eller kølebandagen, så den ikke rører din hud direkte.
Kontakt os, hvis du har svært ved at dække dine smerter
Hvis du oplever, at du ikke kan dække dine smerter med smertestillende medicin, kan du kontakte os for at høre, om vi kan tilbyde dig en nerveblokade eller anden smertestillende medicin.
Du kan kontakte os på 79 40 57 43 for at høre nærmere og aftale det praktiske.
Hold maven i gang
Hvis du får problemer med at holde maven i gang, kan du købe medicin uden recept på apoteket.
Pleje og hygiejne
Det er vigtigt, at du følger vores anvisninger for fx at undgå komplikationer.
Tjek forbindingen det første døgn
Blod og væske fra sårene kan trænge igennem plastrene. Hvis det sker i løbet af det første døgn efter operationen, skal du ringe til os. Det er vigtigt, at plastrene bliver skiftet sterilt.
Vi anbefaler, at du beholder silikone-/skum-plastrene på i op til 7 dage. Hvis du kan se, at 75 % af plasteret eller mere er farvet af væske eller blod, skal du skifte det med et af de plastre, du har fået udleveret. Du kan eventuelt købe flere på apoteket.
Brug plastre, så længe sårene væsker.
Bad
Du må gerne tage brusebad med plastrene på 1 døgn efter operationen. 7 døgn efter operationen må du tage brusebad uden plastre, hvis sårene er tørre. Du må først tage karbad, bade i havet eller gå i svømmehal, når sårene er fuldt ophelet – typisk 3 dage efter, at trådene er fjernet.
Beskyt arret
For at dit ar bliver så pænt som muligt, anbefaler vi, at du beskytter det mod direkte sol det første år efter operationen. Brug solcreme med høj faktor (50+), eller beskyt arret med tøj og plaster, som kaldes englehud. Du kan købe englehudsplaster på apoteket.
Bevægelse og hvile
For at få det bedste resultat af din operation er der noget, du ikke må, og andet, vi anbefaler dig at gøre, når du hviler og bevæger dig.
Armslynge
Du får en armslynge på efter operationen. Vi taler med dig om, hvor længe du skal bruge den, og hvor meget du må bevæge armen.
Bilkørsel
Du må ikke køre bil i minimum 14 dage efter operationen.
Du må først køre igen, når:
- du ikke tager stærk smertestillende medicin
- du ikke bruger armslynge
- du er godt i gang med genoptræning.
Det videre forløb
Du har opfølgende aftaler, som er vigtige for, at vi kan følge dig og sikre dig det bedste resultat. Skriv gerne eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så du er forberedt.
Bestil tid til at få fjernet tråde
Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 12-14 dage efter operationen. Du skal selv bestille en tid.
Kontrol
3 måneder efter operationen skal du til kontrol. Vi sender dig en indkaldelse.
Genoptræning
Vi giver dig et program til genoptræning, som du skal følge derhjemme. Herefter skal du genoptræne hos en fysioterapeut i din kommune, hvis du ønsker det. Vi giver dig en henvisning.
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Ortopædkirurgisk Dagafsnit 79 40 57 43 |
|
pinfoSLB-1412858612-306 187827 | 15.05.2026 |