Behandling af smerter med akupunktur og akupressur
Vi kan tilbyde dig 4 behandlinger med akupunktur og akupressur mod dine smerter. Hver behandling varer i alt 45 minutter.
Akupunktur er en ældre kinesisk behandlingsmetode, hvor tynde nåle stikkes ind i huden på særlige punkter på kroppen (akupunkturpunkter). Du enten sidder eller ligger med nålene i. Vi bruger kun sterile nåle.
Sammen med akupunktur udfører vi også akupressurbehandling, som er tryk på senetilhæftninger for at løsne spændinger.
Sådan foregår behandlingen
Selve behandlingen består af nåle i øret. Vi kan tilbyde kugleplastre, hvis du ikke bryder dig om nåle. Kugleplastrene kan blive siddende i flere dage og kan bruges som regel i ørerne, men de kan sidde på hele kroppen.
Det er helt normalt, hvis din krop reagerer på behandlingen. Du kan fx mærke:
- afslappethed eller træthed
- forøget energi og velvære
- kløe, summen og prikken i kroppen
- varme- eller kuldefornemmelser
- smerte, idet nålene sættes i
- en følelsesmæssig reaktion, fordi du kommer i en afslappet tilstand.
Når vi behandler med akupressur, kan der være behov for, at du er delvist afklædt. Hvis det er nødvendigt, får du et tæppe over dig.
Bivirkninger
Der kan være mindre gener ved behandling med akupunktur. Ofte forsvinder generne hurtigt igen. Det kan fx være:
- blå mærker ved nålene
- en mindre blødning, når nålene fjernes
- ømhed, hvor nålene og kugleplastrene har siddet
- kvalme
- utilpashed
- svimmelhed og besvimelse.
Blodfortyndende medicin
Fortæl os, hvis du får blodfortyndende medicin.
Hvis du får blodfortyndende medicin, har du en øget risiko for at bløde, hvor vi stikker nålene ind i huden.
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Ortopædkirurgisk Dagafsnit 79 40 57 43 |
|
pinfoSLB-1412858612-69 110844 | 18.05.2026 |