Afbrydelse af graviditet efter uge 12 (medicinske årsager)
Denne information er til dig, der må afbryde din graviditet på grund af misdannelser eller kromosomfejl hos fosteret, eller hvis fosteret ikke længere lever.
Når du er mere end 12 uger henne i graviditeten, er en medicinsk abort (provokeret abort) den mest skånsomme måde at afslutte graviditeten på.
Sådan forbereder du dig
Ventetiden kan for nogle være svær. Det er en god idé at få spist og sovet, så du er klar til aborten. En fødsel på dette tidspunkt i graviditeten er som regel mindre hård end en fødsel senere i graviditeten.
Samtale og Mifegyne
Når du møder hos os, taler vi med dig om forløbet, og du får en tablet med medicinen Mifegyne, som du skal tage. Mifegyne modner livmoderhalsen, så den bliver klar til den egentlige igangsættelse af fødslen.
Kontakt os ved kraftig blødning eller smerter
Du skal ringe til os på 76 36 24 39, hvis:
- vandet går
- du får veer
- du bløder kraftigt.
Bivirkninger
Mifegyne kan hos nogle give bivirkninger. Almindelige bivirkninger ved medicinen er:
- kvalme
- blødning, der minder om menstruation.
Hvis du kommer til at kaste op inden for 1 time efter, du har taget Mifegyne, skal du tage en ny tablet.
På sygehuset
1-2 dage efter, du har fået Mifegyne, bliver du indlagt hos Kvindesygdomme Senge. Du må gerne have en pårørende med under indlæggelsen, og I får jeres egen stue.
Igangsættelse af fødsel
Du får lagt 2 tabletter Cytotec op i skeden hver 3.-4. time for at fremkalde veer. Hvis du har brug for det, får du smertestillende medicin.
Udskrabning
Når du har aborteret, kan der i sjældne tilfælde være behov for at udskrabe væv fra livmoderen. Hvis det er nødvendigt, bliver du fuldt bedøvet, så du sover og ikke mærker noget.
Vi støtter dig
Du har mulighed for at have dit lille barn hos dig, i det omfang du ønsker det. Vi støtter dig i det, der er vigtigt for dig. Pårørende og ældre søskende må også gerne komme på besøg for at se og tage afsked. Vi tilbyder at tage billeder af det lille barn og at lave fod- og håndaftryk.
Præst
I kan få sygehuspræsten eller jeres egen præst til at holde en mindehøjtidelighed, hvis I ønsker det.
Nedgravning
I skal tage kontakt til en bedemand, hvis I selv vil stå for nedgravning. Hvis sygehuset skal arrangere nedgravning, kommer barnet i kapellet på sygehuset. Senere bliver barnet begravet på børneplænen på Nordre Kirkegård i Kolding eller Søndre Kirkegård i Vejle.
Udskrivelse
Du bliver udskrevet, når du har det godt og kan mærke, at du er klar til at komme hjem. Det er typisk samme dag eller dagen efter.
Når du kommer hjem
Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på derhjemme i efterforløbet.
Blødning
Det er normalt, at du bløder fra skeden i 4-8 uger efter aborten. Blødningen skal aftage inden for den første uge og gradvist blive mindre.
Reager på symptomer
Komplikationer efter en abort er sjældne, men du skal reagere, hvis du får ét eller flere af disse symptomer:
- Kraftige blødninger
- Feber
- Ildelugtende udflåd
- Smerter.
Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 76 36 24 39.
Forebyg underlivsbetændelse
Vi anbefaler, at du i perioden, hvor du stadig bløder:
- undgår at bruge tampon
- undgår karbad, svømmehal og bad i havet
- undgår samleje uden kondom.
Samleje
Du må have samleje igen, når du har lyst til det. Ægløsning finder sted inden din første menstruation efter aborten. Du skal derfor bruge prævention, indtil du er klar til en ny graviditet.
Reaktioner efter en abort
Det er helt naturligt at få psykiske reaktioner efter en abort. Nogle føler tristhed og tomhed, mens andre føler sorg, smerte og vrede.
Samtidig skal kroppen vænne sig til de hormonelle omvæltninger. Du kan føle dig træt og udmattet som reaktion på den store fysiske og psykiske omvæltning, du har været igennem.
Du kan have brug for at tale med nogen om dine tanker og følelser, fx din partner, familie og venner. Hvis du føler et behov for hjælp fra en psykolog, skal du kontakte din egen læge.
Sorggruppe eller støttende samtaler
Hvis graviditeten er afbrudt efter graviditetsuge 14, tilbyder vi dig og din eventuelle partner at deltage i en sorggruppe eller støttende samtaler hos os.
Det er 2 jordemødre, der står for forløbet med både samtaler og sorggruppe. Jordemødrene er sorgterapeuter og har særlig erfaring med forældre i sorg og krise.
Sorgterapeuterne vil sammen med jer vurdere, hvilket tilbud der passer bedst til jer.
I bliver ringet op af én af sorgterapeuterne i ugerne efter udskrivelsen.
Opfølgning og samtale med en læge
Vi tilbyder i nogle tilfælde en opfølgende samtale med en læge cirka 3 måneder efter aborten.
Mere viden
Mødrehjælpen tilbyder gratis samtaler både før og efter en abort. Søg på ’abort’ på www.moedrehjaelpen.dk
Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder gratis rådgivning og støtte til forældre, der har mistet – uanset barnets alder. Læs mere på www.familierogsorg.dk
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding Kvindesygdomme Ambulatorium 76 36 24 77 Kvindesygdomme Senge 76 36 24 39 |
|
pinfoSLB-1926437636-290 126258 | 08.07.2026 |