Skip til primært indhold

Uddannelses- og jobsøgende

Akutafdelingen har en stor uddannelsesforpligtigelse og prioriterer denne opgave meget højt. Afdelingen er med til at uddanne læger, sygeplejersker, lægesekretærer og ambulancebehandlerelever. På siden her kan du læse om Akutafdelingen og herfra kan du klikke videre til den uddannelse, der er relevant for dig.

Introduktion til Akutafdelingen

Akutafdelingen er en selvstændig afdeling med et meget tæt samarbejde med de andre specialer på Kolding Sygehus både driftsmæssigt via afdelingsledelserne og uddannelsesmæssigt via de uddannelsesansvarlige overlæger. Akutafdelingen har fælles ledelse med Medicinske Sygdomme.

Akutafdelingen er i hjertet af Akutsygehuset i Kolding. Vi modtager akutte patienter fra alle specialer hele døgnet. Målsætningen er, at vores patienter har en plan inden 4 timer, og vi tilstræber et forløb på max 24 timer.

De allerfleste akutte patienter indlægges via Akutafdelingen, hvor de bliver modtaget i en af de tre zoner:

Zone 1

Skadestuen og traumestuerne med modtagelse af ortopædkirurgiske patienter fra forstuvninger til svære traumer. Desuden modtages på traumestuerne svært syge akutte patienter inden for øvrige specialer ex apopleksi og hjertestop.

Zone 2

Modtager medicinske og lavrisiko hjertemedicinske akutte patienter, øvrige akutte hjertemedicinske patienter modtages på hjertemedicinsk afdeling.

Zone 3

Modtager organkirurgiske, neurologiske, karkirurgiske og gynækologiske akutte patienter.

Der er 31 sengepladser i Akutafdelingen. Patienter kan her være indlagt i op til 2 døgn, hvor de enten bliver udskrevet eller kommer på en af sengeafdelingerne.

Fælles for alle tre zoner er, at patienterne modtages på en stue, behandles her og ved behov for indlæggelse under 24-48 timer forbliver patienten på samme stue. Ved længerevarende indlæggelse overflyttes patienten til et specialiseret stamafsnit. Sygeplejersken som modtager patienten, vil være den gennemgående kontaktperson for patienten i hele vagten.

Zone 4

Zone 4 er en del af akutafdelingen, hvor der modtages medicinske og organkirurgiske patienter. Her tilbydes ambulant vurdering og mulig igangsættelse af behandling/udredning af en speciallæge, som ellers ville kræve en indlæggelse.

Akut kald

Som akutsygehus har vi en del patienter, hvor der kræves hurtig aktivering af meget personale for at imødekomme patientens behov i den kritiske fase. Det drejer sig om kritisk kald, traumekald, trombolysekald og hjertestopkald

Baggrund

I forlængelse af Sundhedsstyrelsens anbefaling om at samle akutberedskabet på færre sygehuse, blev Kolding Sygehus i 2008 udvalgt til akutsygehus, og Akutafdelingen blev etableret med et skadeafsnit, en modtagelse og en akut sengeafdeling. I marts 2017 blev denne opdeling ændret således, at Akutafdelingen nu er én stor afdeling opdelt i tre zoner. Nu er vi i gang med at implementere Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats.

Sygeplejerske og læge hjælper patient
APPFWU02V