Akutteam PLUS
Information til fagpersoner om forskningsprojektet Akutteam PLUS på Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen på Kolding Sygehus.
Beskrivelse
Et projekt med fokus på forebyggelse af indlæggelser gennem styrket samarbejde og tidlig indsats i eget hjem.
Flere ældre og skrøbelige patienter oplever unødvendige og potentielt skadelige indlæggelser – ofte med tab af funktionsevne og øget risiko for komplikationer. Det vil Akutteam PLUS være med til at ændre på.
Projektet er et samarbejde mellem Sygehus Lillebælt, almen praksis og akutsygeplejen i Kolding og Vejle Kommuner. Målet er at forebygge indlæggelser ved at styrke de akutte vurderinger og igangsætte relevant behandling tidligere – direkte i borgerens eget hjem.
Projektet bygger videre på to tidligere initiativer: "Bliv Trygt Hjemme" i Middelfart og "FLUS-projektet" i Kolding, som begge har vist lovende resultater:
- Bliv Trygt Hjemme gjorde det muligt for akutsygeplejen at tage blodprøver og starte IV-behandling i hjemmet, via rammedelegation og POCT-udstyr (point-of-care udstyr), og viste det kunne reducere indlæggelser og genindlæggelser
- FLUS-projektet viste, at brug af fokuseret lungeultralyd (FLUS) sammen med udvidede blodprøver i hjemmet kunne reducere dødeligheden med 56 %, uden øget træk på sundhedsydelser.
Akutteam PLUS skal nu afprøve og videreudvikle disse indsatser i Kolding og Vejle – med fokus på lighed i sundhed, hurtig behandling og tryghed for borgeren i vante omgivelser.
Formål
Projektets overordnede formål er at:
- Forebygge indlæggelser gennem tidligere opsporing og opstart af behandling
- Sikre sammenhængende og trygge forløb for ældre borgere
- Bidrage til et mere nært og bæredygtigt sundhedsvæsen
Særligt i Kolding Kommune har projektet fokus på:
- At overføre resultaterne fra tidligere projektperioder til almindelig hverdag
- At sikre et ensartet tilbud til alle borgere – uanset tilknytning til praktiserende læge
- At fastholde brugen af FLUS og POCT i den akutte vurdering
- At udvikle og implementere en bæredygtig model for rammedelegation
I Vejle Kommune er målet at:
- Videreudvikle erfaringerne fra Kolding og Middelfart i en fælles model
- Opbygge kompetencer til brug af FLUS og POCT
- Styrke samarbejdet med AVA (Akut Visitations Afsnit) og almen praksis
Deltagere:
- Borgere over 65 år i Kolding og Vejle Kommune
- Med akut opstået sygdom og behov for vurdering i hjemmet
- Fokus på plejehjemsbeboere, demente, terminale patienter og ældre med dehydrering
Forløb:
- Akutsygeplejersken foretager første vurdering med brug af POCT-udstyr og FLUS
- Ved behov for behandling kontaktes egen læge
- Lægen konfererer med vagthavende medicinske læge på Sygehus Lillebælt
- Behandlingen kan iværksættes via FMK, og eventuel IV-behandling påbegyndes i hjemmet
Kvantitative målinger:
- Dødelighed og funktionsniveau efter opstart af behandling
- Antal indlæggelser og genindlæggelser
- Antal hjemmebesøg fra egen læge
- Økonomiske parametre, herunder kommunale ressourcetræk og besparelser
Kvalitative målinger:
- Spørgeskemaundersøgelser til borgere og sundhedspersonale
- Interviews med borgere, akutsygeplejersker, praktiserende læger og sygehuslæger
Datakilder:
- Kommunale omsorgsjournaler (Nexus)
- Sygehusets EPJ (EPJ-Syd)
- SurveyXact-spørgeskemaer
- Tal fra Regionshusets praksisafdeling
Projektstart: 1. juli 2025
Projektslut: 1. juli 2027
Projektet er et tværsektorielt projekt, og har derfor tæt samarbejde med kommune samt sygehusmatriklerne under Sygehus Lillebælt.
Kommuner: Kolding Kommune og Vejle kommune samt Middelfart kommune
Sygehus: Kolding Syghus og Vejle Sygehus.
Projektet er finansieret med interne midler samt klyngemidler fra Sundhedsklynge Lillebælt.
Projektansvarlig
Anne Friesgaard Christensen
Cheflæge, ph.d., klinisk lektor
Anne.Friesgaard.Christensen@rsyd.dk Se Annes profil på sdu.dk