Skip til primært indhold

Gennem et lille hul i lysken opererer kirurgen stor pulsåre

På Kolding Sygehus tilbyder man nu en mere skånsom operation af udposninger på legemspulsåren i maven. Et indgreb, der foregår gennem lysken, og som indtil nu kun er lavet på de store universitetshospitaler.

Læger og sygeplejersker på en operationsstue på Kolding Sygehus

En del af holdet, der foretager indgrebet.

Det kræver i første omgang et hul på bare én centimeter i begge de to lysker. Herfra kan lægen – skånsomt, sikkert og med en ekstrem kirurgisk præcision – føre en protese op til maveregionen, hvor lægen kan lukke den udposning på legemspulsåren i maven, der i værste fald kan briste, så patienten risikerer at dø.

Indtil nu har den type af indgreb kun været tilbudt på de fire store universitetshospitaler i København, Aarhus, Aalborg og i Odense. Men nu har Kolding Sygehus – efter flere års ønske – fået lov af Sundhedsstyrelsen til at tilbyde patienter operationen kaldet ’EVAR’, som behandler udposninger på legemspulsåren i maven.
- Det er et stort fremskridt, fordi vi nu kan behandle den type patienter, der skal have denne behandling, i Kolding frem for at skulle henvise dem til andre sygehuse, fortæller cheflæge Kim Houlind fra Karkirurgi på Kolding Sygehus.

En tillidserklæring

Tre røntgenlæger fra Røntgen og Scanning vil lave indgrebene i samarbejde med de karkirurgiske læger – det første indgreb blev med succes foretaget midt i november.
- Det er en tillidserklæring fra Sundhedsstyrelsen, at vi har fået lov til at lave det. Så det er vi glade for, siger Maria Arvad Serifi, der er overlæge på Røntgen og Scanning på Kolding Sygehus.

EVAR-operationen er tiltænkt en gruppe af patienter, der ikke egnede til en såkaldt åben operation, hvor kirurgen i et indgreb åbner maven og derigennem indsætter protesen, der lukker ud til udposningen. For der er risici forbundet med en sådan operation, som man derfor ideelt set undlader at foretage på især ældre mennesker, der i forvejen er plagede af flere sygdomme. Og som heller ikke er tilrådelig for patienter, der tidligere er blevet opereret i maven. For det øger også risikoen for alvorlige komplikationer.

Protese

Det er denne lille protese, der - trykket sammen - bliver ført op gennem lysken til udposningen.

Men et indgreb via lysken er mere skånsomt. Og det mindsker på samme vis som ved en åben operation sandsynligheden for, at pulsåren brister.
- Man får nedsat trykket i udposningen. Når det sker, kommer der ikke blod derud, og så skrumper udposningen, og så mindskes risikoen for, at der pludselig går hul på den, siger Maria Arvad Serifi.

Flere fravalgte skånsom behandling

I forvejen har Kolding Sygehus gennem de seneste 11 år udført den samme type operation i bækkenkarrene, der er placeret under maveregionen. Siden har sygehuset, der har én af landets største karkirurgiske afdelinger, ønsket grønt lys til også at foretage indgrebet - via lysken - i legemspulsåren i maven.
- Vi har god erfaring i at gøre det, men vi har bare ikke haft lov i den del af blodåresystemet før nu, forklarer Kim Houlind.

Han fortæller, at man gennem årene har oplevet patienter, der har takket nej til EVAR-operationen, fordi det ville betyde, at de skulle opereres i Odense eller Aarhus.
- Vi har oplevet, at nogle har fravalgt den lidt mere skånsomme behandling til fordel for en stor operation, fordi de gerne ville behandles i Kolding. Så det her giver alt andet lige en bedre behandling af de patienter, vi har, siger Kim Houlind.

Udposninger på legemspulsåren menes at opstå af genetiske årsager, men især livsstil og alder er også medvirkende faktorer.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V