Jeg har fundet mig selv

- Hun sagde: ”Du har altid skullet være stærk for alle andre end dig selv. Din hjerne har været hård ved din krop, så den har været på overarbejde”.

- Og så storhylede jeg.

Maj-Britt Thane Lauritsen Andersen fortæller om den første samtale, hun havde med overlæge Lene Toscano fra Afsnit for Funktionelle Lidelser. Hun var den, der prikkede hul på det hele, men det begyndte længe før den dag i oktober sidste år.

Et anderledes barn

I 2001 fik Maj-Britt Thane sit andet barn, Nikolaj. Hun og ægtemanden havde i forvejen Frederik på tre år. Da Nikolaj var tre et halvt år, fandt de ud af, at han havde en kromosomfejl, som betyder, at han er ordblind og har indlæringsvanskeligheder. Hele Nikolajs opvækst har Maj-Britt været bekymret for, hvordan det skulle gå med ham. Hun har kæmpet med kommunen for at få den rette hjælp til ham, de rette tilbud, samtidig med at hun har haft krævende jobs i butiksbranchen, også lederjobs. Ved siden af var der fuld fart på fritiden. Maj-Britt var med i musicals, hun sang i gospelkor og skulle helst løbe tre gange om ugen plus træning i motionscenter. Og så kæmpede hun med sit helbred. Anfald og indlæggelser med mavesmerter, kramper, svimmelhed.

Hun er ikke sikker på, hvor mange gange hun har fået lavet en gastroskopi, altså en kikkertundersøgelse af mave og tarm, men det er mange. Kun én gang fandt de noget, et stort mavesår og en forsnævring på galdevejen. Alle de andre gange fandt de ingenting. Mavekramper og smerter fortsatte. I 2014 blev hun skilt, i 2018 udviklede Nikolaj psoriasis i voldsom grad, og i foråret 2019 var Maj-Britt så belastet af det helt forkerte job, at hun sagde op. Og maveproblemerne fortsatte. Så blev hun henvist til samtale på Afsnit for Funktionelle Lidelser.
- Normalt får læger ikke hele historien, men i den lange samtale blev jeg set som mig, lyttet til og taget om. Der var en, der lyttede, og jeg blev overvældet. For hun havde jo ret. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor hårde de år havde været, men nu kunne jeg se mønstret, fortæller Maj-Britt Thane og bliver et øjeblik rørt over at tænke tilbage på den samtale. Hun havde aldrig før tilladt sig selv at være rigtig ked af det.

- Jeg har altid været sådan en korkprop, og sådan er jeg også opdraget. ”Bare tænk positivt”, sagde min mor. Hun er en overlever. Man skulle ikke dvæle ved det, der var skidt eller svært, så jeg har aldrig mærket efter, hvordan jeg egentlig havde det. Det har altid været ”plaster på og videre!” Og så overbelaster jeg mig selv, gør altid alting 100 procent, for jeg er sådan én med stor energi, jeg er hende, der siger ”så kører vi!”, fortæller Maj-Britt og skyder en knytnæve i vejret.

En ny måde at tænke på

Tiden efter samtalerne på Vejle Sygehus har Maj-Britt brugt på at lære sig selv at tænke på en ny måde og behandle sig selv anderledes.
- Jeg laver sådan en stop-øvelse, hvor jeg et par gange om dagen skal stoppe op og trække vejret. Så skal jeg observere mig selv, altså hvad har jeg brug for? En pause, noget at spise? Og så skal jeg prioritere, hvad jeg vil gå videre med og hvor meget, forklarer Maj-Britt, som i begyndelsen lavede øvelsen hver time. Hun bruger også mindfulness-øvelser for at komme i ro.

Øvelserne har lært hende at lytte til sig selv og acceptere, at det er i orden ikke at gøre alting 100 procent. Hun siger selv, at hun aldrig har været bange for noget, men nu bliver hun nervøs over at synge solo, eller hvis hun skal til tandlægen. Mavesmerterne kommer stadig lidt, men hun taler dem ned. Husker sig selv på, at det er ok at være nervøs eller føle sig stresset.
- Jeg er mere i kontakt med mine følelser nu, og jeg kan mærke mig selv. Og det er simpelthen så fedt. Jeg har en tro på, at jeg kan finde en sund balance mellem stress og beroligelse. Andre mennesker har svært ved at tro på, at hjernen kan sende signaler, som kan fucke kroppen op på den måde, men det er rigtigt. Min krop sagde stop.
- Efter to samtaler med Lene fandt jeg mig selv igen. Det er fantastisk. Og nu har jeg det ok med, at jeg ikke behøver at fylde noget hele tiden, jeg behøver ikke altid være stærk, siger Maj-Britt.