KOL-patienter kan lette hjertet om sex og samliv
I et succesrigt tilbud fra Vejle Sygehus får patienter med KOL mulighed for at lette hjertet om de mere eksistentielle problemer, som den svære lungesygdom har ført med sig. For eksempel i forhold til samliv, sex og ensomhed.
Samtalen kan handle om alle de problemer og udfordringer, som KOL-sygdommen bringer med sig. Som smerter, medicin - eller frygten for en dag at skulle dø af sygdommen. Men mange patienter vil helst bruge det meste af samtalen på sygehuset på at åbne sig om de mere eksistentielle spørgsmål, som lungesygdommen har medført.
- Det er virkelig meningsfyldt. For mange er den her samtale den første gang, hvor de overhovedet får sat ord på, hvordan sygdommen har påvirket deres pårørende eller deres samliv. Vi når, hvad vi skal snakke om omkring selve sygdommen. Men vi oplever, at patienten ofte hellere vil snakke om det mere dybdegående, der påvirker dem i det daglige, siger Anders Løkke, der er ledende overlæge på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus.
I godt ét år har patienter med KOL – som et led i behandlingen – fået tilbudt en såkaldt palliativ samtale med en læge og en sygeplejerske, hvor de sammen drøfter de bekymringer eller udfordringer, som patienten har på grund af sygdommen. Forud for samtalen har patienten fået tilsendt et særligt spørgeskema – som Sundhedsdatastyrelsen har udviklet, og som især er blevet brugt af kræftpatienter. Et skema, der sætter spotlight på de palliative behov, som patienten måtte have.
Snak om sex og intimitet
Der er for eksempel spørgsmål om smerter og medicin, men også spørgsmål om udfordringer ved samlivet, om ensomhed, sex og intimitet. Herefter tager patienten, en eventuel pårørende og lægen eller sygeplejersken udgangspunkt i de svar, som patienten især gerne vil tale om.
- Mange fortæller, at de føler sig set og hørt. Vi oplever også, at patienten og den pårørende får åbnet for noget, de måske har fortiet i forhold til parforholdet. Fordi det har været svært at få talt om det, fortæller Lisbeth Skousen Svendsen, der er sygeplejerske på Medicinsk Afdeling og tovholder på tilbuddet.
Lungesygdommen KOL påvirker ofte patienten – og dermed de nærmeste – i en særlig grad, fordi patienten blandt andet er plaget af svær åndenød, træthed, hyppig hoste - og ikke længere kan dét, som han eller hun engang kunne. På den måde sætter det store krav til de pårørende, og sygdommen kan på mange måder blive invaliderende for hele familien. Både fysisk og mentalt. Samtidig er sygdommen - ifølge Lungeforeningen - nu den enkeltsygdom, der forårsager flest dødsfald herhjemme.
- Vi vil gerne tage snakken tidligt i forløbet, hvor man kan gøre andet end bare at snakke smertestillende medicin og døden. For KOL påvirker parforholdet ret markant, fordi man i højere grad bliver patient og plejer end mand og kone, siger Anders Løkke.
Bliver ikke flov
I første omgang var tilbuddet rettet mod svært syge patienter med KOL, men nu får stadig flere patienter i Lungeambulatoriet tilbudt en samtale baseret på spørgeskemaet.
- Der er et spørgsmål, der hedder: “Har du savnet intimitet - for eksempel nærhed, ømhed, sex?”. Sådan et spørgsmål gør, at mange har mod på at snakke om det - fordi det dermed bliver helt legalt at snakke med sundhedspersonen om det. Patienterne sænker paraderne og er trygge ved situationen. Man kan dele de inderste tanker uden, at man skal føle sig flov over det. De er overraskende åbne, forklarer Anders Løkke.
Lisbeth Skousen Svendsen fortæller, at samtalen i sig selv ofte kan være en isbryder.
- Vi kan henvise til en sexolog, hvis der er behov for det. Eller en psykolog eller patientforeninger. Men bare dét, at de får åbnet om det, er tit nok, siger hun.
Tilfreds allerede før samtalen
Anders Løkke oplever, at få, men konkrete råd kan gøre en forskel.
- Hvis det for eksempel handler om sex, kan vi måske være med til at fjerne fokus fra, at det kun er en succes, hvis man kan gennemføre et samleje. For det er ikke altid muligt eller tilrådeligt som KOL-patient, og derfor skal fokus måske være et andet sted. Som at kæle, ligge i ske, kysse, røre hinanden. Enkle, små råd, der kan hjælpe patienten og partneren, siger Anders Løkke.
Cirka 160 patienter har – foreløbigt – haft en samtale baseret på spørgeskemaet.
- Jeg husker især en patient, der sagde: ”Jeg har aldrig fået så god behandling, som jeg har fået her”. På det tidspunkt havde han bare udfyldt skemaet, og vi var ikke begyndt at snakke endnu. Men han følte sig virkelig set og hørt som menneske, alene fordi han havde fået skemaet. Det fungerer virkelig, virkelig godt, siger Anders Løkke.