Skip til primært indhold

Med ultralyd undgår patienten særlig type undersøgelse

På Sygehus Lillebælt kan patienter nu blive undersøgt for visse former for tarmsygdomme ved hjælp af ultralyd. Det gør forløbet smidigere for patienten, der typisk ikke behøver at skulle have foretaget en kikkertundersøgelse.

Kvinder bruger tarmultralyds-teknikken på kursus, mens mand står bagved og kigger på.

Ana Maria Catuneanu afprøver tarmultralyds-teknikken på en anden kursist på kurset i Norge, mens Lars Koch Hansen står bagved og kigger på.

Læge Lars Koch Hansen har store forventninger til det tilbud, som han og kollegaerne fremover vil kunne tilbyde patienter på sygehusene i både Kolding og Vejle.

Som noget nyt kan nogle patienter med kronisk tarmbetændelse nu blive undersøgt ved hjælp af ultralyd. Her scanner lægen patienten ved at føre et håndholdt scannerhoved rundt oven på maven – sådan som gravide også bliver undersøgt - og lægen kan med det samme se et billede af tarmen på en skærm.

Patienter er meget glade

Det gør, at mange patienter kan undgå at skulle have foretaget en kikkert-undersøgelse, hvor et mikroskopisk kamera via en bøjelig slange bliver ført op gennem endetarmen. En undersøgelse, som mange patienter oplever at være ubehagelig, og som kræver flere forberedelser af patienten på forhånd.
- Jeg ser et meget stort potentiale i det, fortæller Lars Koch Hansen, der er ledende overlæge på Gastroenterologisk Ambulatorium på Vejle Sygehus, hvor de undersøger og behandler patienter med sygdomme i mave-tarm-systemet.

Det nye tilbud om ultralyd bliver primært tilbudt patienter, der har fået konstateret kronisk tarmbetændelse. Indtil for nylig ville de patienter med jævnlige mellemrum skulle have foretaget en kikkertundersøgelse af tarmen, der blandt andet kræver, at patienten faster og har tømt tarmen forud for undersøgelsen. Men nu får flere patienter i stedet mulighed for at få foretaget en ultralydsscanning.
- Patienterne har været meget, meget glade for tilbuddet. De er yderst tilfredse, og det tager heller ikke længere tid på den måde, da tarm-ultralyd kan udføres uden en udrensning eller forberedelse, fortæller Lars Koch Hansen.

Lige så præcis og god

Han er selv én af tre – menneskelige - årsager til, at Sygehus Lillebælt fremover kan tilbyde netop denne ultralyds-undersøgelse. For kort før jul var han sammen med kollegaen, overlæge Ana Maria Catuneanu, på kursus i Bergen i Norge, hvor de blev undervist i netop brugen af ultralyd til denne type patienter.

Kurset var første del af et længere undervisningsforløb, hvor de bliver særligt specialiserede i at bruge af tarmultralyd. Samtidig har Sygehus Lillebælt netop ansat speciallæge, Osama Karim Abed, som allerede har stort ekspertise i tarmultralyd. De tre læger er tilsammen pionererne – og skal på sigt uddanne kollegaer i brugen af ultralyd.
- Det er en rigtig god undersøgelse, og der er mange data, der efterhånden viser, at den er lige så god og præcis som en kikkertundersøgelse, når det gælder vurdering af aktivitet i tarmsygdommen og til at vurdere komplikationer, siger Lars Koch Hansen.

Kan følge patienter bedre

Overlægen fortæller, at det altid er muligt at foretage en kikkertundersøgelse, hvis ultralyds-scanningen ikke har givet et præcist svar. Men som udgangspunkt vil ultralyd kunne bruges i mange tilfælde – for eksempel ved kontrol af sygdomme som ’Crohns’ og ’Colitis Ulcerosa’, der er kroniske betændelsestilstande i tarmen.
- Vi kan følge patienterne meget bedre, og vi kan undgå at lave undersøgelser, der ikke er absolut nødvendige, forklarer han.

Ambitionen er, at Sygehus Lillebælt over tid skal fungere som et uddannelsessted, hvor læger fra andre sygehuse kan få en del af deres oplæring i ultralydsscanning af patienter med tarmbetændelse.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V