- Det har været 40 fantastiske år

Ella Boel Selmer-Petersen har set meget i sine mange år som sygeplejerske på Akutafdelingen på Kolding Sygehus.

Fra det hårdt kvæstede trafikoffer, der svæver mellem liv og død, til patienten, der har brækket armen på den mest uheldige, ja, nærmest komiske måde.
- Der er aldrig to dage, der er ens. Og det gør jobbet i Akutafdelingen både uforudsigeligt, men også spændende. Nogle patienter griner næsten, når de fortæller, hvordan de er kommet galt afsted og er havnet på skadestuen. Og så griner man sammen med dem. Men der er jo også de meget alvorlige situationer, hvor stemningen er en helt anden, siger hun.

Midt i januar kunne Ella Boel Selmer-Petersen fejre 40 års jubilæum på Sygehus Lillebælt, og i langt størstedelen af årene har hun haft et stort ansvar for plejen af akutte patienter.
- Det har været 40 fantastiske år. Jeg har altid været rigtigt glad for, at jeg valgte sygeplejefaget - og glad for at arbejde på Kolding Sygehus. Og man kan jo ikke have et så fantastisk arbejdsliv, hvis ikke man har så gode kollegaer både i min egen afdeling og i resten af huset, siger hun.

Ulykken hun aldrig glemmer

I dag er hun afdelingssygeplejerske i ‘zone 1’ i Akutafdelingen - det vil sige den del, hvor skadestuen og de såkaldte traumestuer til svært tilskadekomne patienter hører hjemme. Og det kræver sit at arbejde med patienter og pårørende, for hvem verden fra det ene øjeblik er vendt op og ned.
- Man er nødt til at prøve at undgå at tage de tragiske oplevelser med sig hjem i tankerne, men der er historier, der sætter sig fast. Som man altid kan huske, fortæller hun.

Hun nævner som eksempel den oplevelse, hun havde først i tiden på Akutafdelingen. Her var hun med til at tage imod et forbrændt barn, der sammen med sin familie var kørt galt, hvorefter bilen brød i brand. Forældrene blev dræbt, mens de to børn blev kørt på sygehuset, hvor Ella Boel Selmer-Petersen og kollegaerne stod klar.
- Jeg var med til at behandle det ene barn, og siden kom det andet barn også hertil. Det var en voldsom oplevelse, som jeg aldrig glemmer, men det ville også være unormalt, hvis jeg glemte det, siger hun.

Ella Boel Selmer-Petersen fortæller, at hun som leder er meget opmærksom på, at medarbejderne altid får talt ud om de oplevelser, de har på deres vagter.
- Man tager det med sig, men det skal gerne glide i baggrunden efter den første uges tid. Og vi bruger blandt andet ‘debriefing”-møder, hvor vi får snakket om nogle af de situationer, vi har stået i. På den måde kan vi lære af situationen, og på den måde får alle dem, der var involveret, hele hele billedet af, hvad der skete, siger hun.

Med i marken i Alpelandet

Den 60-årige koldingenser har siden, hun var ung i fødebyen Grindsted, vidst, at hun ville være sygeplejerske. Det krævede dengang, at hun kvalificerede sig til det - via relevant arbejde. Derfor gik turen efter afsluttet HF-eksamen og ét år i en børnehave til Schweiz, hvor hun i seks måneder plejede ældre på et plejehjem, der var drevet af nonner. Sammen med hjemmet lå et landbrug, så Ella Boel Selmer-Petersen var også i marken som en del af tiden i Alpelandet.

Opholdet gav pote, og den 11. januar 1982 begyndte Ella Boel Selmer-Petersen på Sygeplejeskolen i Vejle. Det første halve år boede hun på skolen - der var bopælspligt - og herefter fulgte 3 1/2 års uddannelse som elev. For dengang var man elev, ikke studerende.

I 1985 arbejdede hun tre måneder på Psykiatrisk Afdeling i Kolding, inden hun fik job som sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus. Siden har hendes hjerte banket for ortopædkirurgien - med forfremmelser og talrige lederuddannelser og kurser som en naturlig del af karrierevejen.
- Jeg har fundet min hylde i ortopædkirurgien. På et tidspunkt gik jeg ledervejen – et helt bevidst valg. Jeg kan godt lide at arbejde med personaleledelse og at arbejde på tværs af afdelingerne, siger hun.

Journaler på skrivemaskine

Og når man har arbejdet 40 år samme sted, har man helt naturligt været en del af en rivende udvikling. Rigtig meget ser anderledes ud end i 1982. Først i karrieren blev alle journaler skrevet på en skrivemaskine af en sekretær. I dag er journalskrivningen nærmest automatiseret. Vagtplanen var dengang sat op på en væg med legoklodser, og det var først i 2001, at Ella Boel Selmer-Petersen fik en PC, hun kunne sende beskeder med. Før det blev beskederne til andre på sygehuset sendt rundt i cirkulationskuverter.
- Der er virkelig, virkelig mange ting, der har udviklet sig og ændret sig. Og tingene går bare meget hurtigere nu. Der er i dag ikke så langt fra, at man beslutter noget og til, at man handler på det, forklarer hun.

Men patienterne har - fortæller hun - stadig brug for det samme som for 40 år siden. Nærvær, respekt og information. Det har ikke ændret sig.

Ella Boel Selmer-Petersen bor syv minutter fra sygehuset - med hele den nærmeste familie bestående af svigermor, børn, svigerbørn og børnebørn inden for en radius af én kilometer - og i fritiden er hun instruktør i en løbeklub, rejser meget med manden og er begyndt at strikke igen. Hun har endnu ikke sat en slutdato på sit arbejdsliv.
- Så længe, jeg synes, det er spændende, det er sjovt, og så længe jeg kan blive ved med at præge udviklingen, bliver jeg ved, siger hun.