Skip til primært indhold

Hjertepatienter får hjælp til at bekæmpe angsten

Siden foråret har en psykolog hjulpet hjertepatienter på Sygehus Lillebælt. Tilbuddet giver patienter mulighed for at bekæmpe den angst og tristhed, der ofte følger med hjertelidelsen.

Trine Lund Veile hjælper Inge Knudsen ved tavlen

Trine Lund Veile (tv) hjælper Inge Edelmann Knudsen - ved hjælp af terapi og en tavle.

Selv et enkelt, uskyldigt host kunne få tankerne til at spinne ud af kontrol. Så frygtede Inge Edelmann Knudsen, at det igen var hendes hjerte, den var gal med, og at hun var alvorligt syg.
- Jeg havde fået en grundangst. Jeg havde ondt i maven, og jeg kunne ikke engang køre en tur ned for at handle. For jeg var sikker på, at der skete alverdens ulykker, inden jeg nåede ned i supermarkedet. Det var frygteligt, husker hun.

I april i år fik Inge Edelmann Knudsen konstateret hjerteflimmer - en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske system. For den vejlensiske kvinde førte den ellers almindelige hjertesygdom en ualmindelig barsk tid med sig, da hun vendte hjem fra sygehuset i Vejle. Her tog angsten magten over hendes liv.
- Det var voldsomt. Jeg havde slet ikke noget socialt liv overhovedet, for jeg følte mig kun sikker, når jeg sad hjemme i sofaen. Jeg krampede og var så anspændt i kroppen, at min iskiasnerve satte sig fast.

Et stort potentiale

Lige før sommerferien tog Inge Edelmann Knudsen imod et tilbud om at tale med en psykolog fra Hjertemedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus om den ødelæggende angst. De samtaler ændrede alt. Psykologen havde siden maj været tilknyttet afdelingen, efter at Region Syddanmark tidligere i år bevilligede penge til ansættelsen af psykologer på hjerteafdelingerne på regionens fire sygehusenheder.

Allerede efter den første samtale med psykologen fik Inge Edelmann Knudsen det bedre.
- Hun startede med at tegne på tavlen hvor i hjernen, angsten sidder. Det var den rigtige måde at møde mig på, for så fik jeg den videnskabelige forklaring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Og så sagde hun: ”Det her skal vi nok få styr på”. Det beroligede mig, at hun sagde det, fortæller Inge Edelmann Knudsen.

Psykologen, Trine Lund Veile, har tidligere haft en lignende funktion på kræftafdelingen i Vejle, inden hun i maj skiftede til de hjertemedicinske afdelinger i både Vejle og Kolding, hvor hun nu afholder psykologsamtaler med patienter – typisk tre-fire patienter om dagen.
- Der er et stort potentiale i det. Jeg kan jo se, at dem, der kommer, får rigtig meget ud af det. De er rigtig glade. De føler sig mødt og forstået. Og det har en effekt på deres angst og nedtrykthed, og det gavner deres livskvalitet, fortæller hun.

Chokerende at være hjertesyg

Det er hjertepatienter i alle aldre med vidt forskellige sygdomsforløb, der takker ja til tilbuddet om op til fem samtaler med Trine Lund Veile. Men fælles for dem alle er, at hjertesygdommen påvirker dem psykisk.
- Det kan være meget chokerende at være syg i hjertet, fordi det er et vitalt organ, der holder os i live. Det kan skabe angst, stress eller nedtrykhed, og der er også patienter, som har fået nedsat deres funktionsniveau på grund af sygdommen, og det påvirker dem, at de ikke kan det, de plejer at kunne, siger psykologen.

Når Trine Lund Veile sidder overfor hjertepatienten, fortæller hun vedkommende, at det er helt normalt at være psykisk påvirket af hjertelidelsen. Også selvom lægerne har behandlet lidelsen.
- Det er vigtigt at normalisere det og fortælle, at der er mange, der oplever det samme. Mange tror, de er ved at blive skøre, og at det ikke er normalt at opleve angstsymptomer i den situation. Men det er det

Reddede hovedet

Ifølge psykologen har samtalerne samtidig den sideffekt, at færre bekymringer kan give patienterne mere energi til genoptræningen, ligesom undersøgelser viser, at patienter, der har en depression, har en dårligere prognose for at blive raske end patienter, som ikke er ramt af en depression.

For Inge Edelmann Knudsen var den allerstørste, mentale hurdle, at hun i længere tid vidste, at hun i slutningen af august skulle køre fra Vejle til Odense Universitetshospital til et indgreb i hjertet.

Tanken om, hvad der kunne ske på vejen frem og tilbage, sendte hende helt ud af kurs. Men ved hjælp af flere samtaler med Trine Lund Veile og ved hjælp af de selvhjælpsteknikker, hun har fået, lykkedes køreturen uden problemer. Og selvom angsten i dag er med som en følgesvend, har hun nu fået så meget greb om den, at den ikke længere påvirker hendes dagligdag som tidligere.
- Mine samtaler med Trine har simpelthen reddet mit hoved. Det hele var bare forfærdeligt, og så møder jeg et menneske, der siger, at det er helt normalt, og at hun nok skal hjælpe mig. Og hun hjælper mig rent faktisk. Det er helt fantastisk, siger hun.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V