Skip til primært indhold

Ny forskning undersøger nærsynethed blandt børn i Danmark

Verden over bliver skolebørn mere og mere nærsynede, og det kan give problemer med øjnene senere i livet. Derfor er Marianne Juul-Dam i gang med et projekt, der både undersøger omfanget af nærsynethed blandt danske skolebørn og hvilke faktorer, der kan påvirke udviklingen. Hun er med i opløbet om en million kroner i støtte gennem konkurrencen ’Et Sundere Syddanmark’, som TV Syd afholder her i januar.

Marianne Juul-Dam

Marianne Juul-Dam forsker i nærsynethed blandt børn.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at halvdelen af jordens befolkning vil være nærsynede i 2050, og det kan medføre en række mere alvorlige øjensygdomme. Derfor har organisationen gjort nærsynethed til en af fem indsatsområder, der skal handles på akut.

På Sygehus Lillebælt forsker øjenlæge Marianne Juul-Dam i emnet, som hun har beskæftiget sig med gennem flere år. Her er det gået op for hende, at vi er langt fremme med behandling, men at vi mangler viden omkring omfanget af nærsynethed og årsagerne til den stigende udvikling.
- Jeg har selv været med til at behandle og undersøge børn, som er nærsynede, og jeg har også set, hvilken betydning det har for familierne og den enkelte. Efterhånden som jeg har fået mere viden på området, er det blevet tydeligt for mig, at det lige præcis er et studie som dette, der mangler. Vi har en del forskning inden for behandling af nærsynethed, men vi mangler at finde ud af, hvor stort problemet reelt er i Danmark, så vi bedst kan tilrettelægge screeningsprogrammer og optimere behandlingsmulighederne, siger Marianne Juul-Dam.

Handler om mere end briller og linser

Nærsynethed betyder, at man ser sløret på afstand, hvilket ofte opdages i skolen, når børn har svært ved at læse, hvad der står på tavlen. Selvom briller og kontaktlinser korrigerer synet, kan nærsynetheden forværres hos nogle børn, hvilket kan øge risikoen for alvorlige øjensygdomme som grøn stær, nethindeløsning og grå stær senere i livet.

Kvinde holder linse.

Marianne Juul-Dam står med en særlig linse til at undersøge øjet med.

Det er dén udvikling, Marianne Juul-Dam håber på at blive i stand til at bremse gennem mere ny viden. Det kræver naturligvis ressourcer, og i slutningen af januar kan hun være heldig at få en million kroner i støtte gennem konkurrencen ’Et Sundere Syddanmark’, hvor projekter fra hver af regionens fem sygehuse dyster mod hinanden gennem en seerafstemning hos TV Syd.

900 skolebørn skal udstyres med speciel brille

For at blive klogere på hvordan børn bruger deres syn, skal 900 skolebørn fra forskellige skoler i regionen udstyres med Clouclip-brille, som kan registrere, hvordan børn bruger deres syn i løbet af en dag. Det vil sige, i hvor høj grad børnene ser på ting tæt på eller længere væk, om de har meget skærmtid, og hvor mange udendørsaktiviteter, de har. Børnene skal hver især gå med brillerne i fem dage, men hele projektet kommer til at foregå over en periode på seks år.
- I forskningen er der en idé om, at flere børn bliver nærsynede, fordi de har mere nærarbejde og skærmtid end tidligere. Måske kan korte pauser afhjælpe noget af den udvikling, og derfor har vi brug for en meget eksakt viden om børns synsvaner, som man ikke kan skaffe gennem et spørgeskema, siger Marianne Juul-Dam.

Bedre viden giver bedre forebyggelse

Hvis forskningen fastslår årsagerne til nærsynethed mere præcist, kan man bedre rådgive forældre og børn om forebyggelse eksempelvis ved at anbefale flere pauser fra skærmarbejde og mere tid udenfor. Derudover kan resultaterne bruges til at udvikle bedre behandlinger og screeningsprogrammer, som kan hjælpe børn tidligere og mere effektivt.
- Målet er naturligvis, at dagens børn og unge bevarer et godt syn - også i fremtiden, siger Marianne Juul-Dam.

For at støtte Mariannes projekt, skal du sende SMS til 1220 med teksten SUND2. Læs mere ved at klikke på dette link.

En model af øjet.

En model af et øje.

Pressekontakt

Simon Pallesen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


29 33 27 44
APPFWU02V