Sårbare borgere slipper for turen til sygehuset
Bioanalytikere fra Sygehus Lillebælt tager blodprøver ude hos sårbare borgere i deres egne hjem. På den måde slipper borgerne for at komme ind på sygehuset.
Dina Hansen er én af de bioanalytikere på Sygehus Lillebælt, der om morgenen sætter sig ind i bilen for at køre ud til borgere i lokalområdet, som skal have lavet en blodprøve. Et mangeårigt tilbud, der gør en væsentlig forskel for de borgere, som hun træder ind af døren hos.
- De er meget taknemmelige. De er meget glade for, at vi kommer, fortæller Dina Hansen fra Biokemi og Immunologi på Vejle Sygehus.
Sygehus Lillebælts bioanalytikere kører i alle hverdage ud til borgere, der har behov for at få taget en blodprøve eller en EKG-undersøgelse af hjertets aktivitet - men som har bedst af at blive i eget hjem. Ganske enkelt fordi borgerne er sårbare og svækkede – ofte både fysisk og psykisk. Blodprøvetagningen kan ske på et plejehjem, et bosted eller i en beskyttet bolig, og prøven er bestilt af borgerens egen læge eller kommune. Det er ’Senior Service’ i Vejle Kommune, der visiterer borgere til blodprøvetagningen i eget hjem. Sygehus Lillebælt bestemmer ikke, hvilke borgere, der skal have besøg.
- Vi kører blandt andet ud til rigtig mange demente borgere. Det er helt klart bedre, at vi kommer ud til dem, end at de skal ind på sygehuset med alt, hvad det indebærer. For mange vil slet ikke være i stand til at komme uden for deres hjem, fordi de er så svækkede. Derfor er det godt, at de kan blive i deres egne omgivelser med et personale, de kender. Det giver en tryghed for dem, siger Dina Hansen.
Hjælp til kræftpatienter
Lene Jakobsen, der er overbioanalytiker ved Blodprøver og EKG på Vejle Sygehus, forklarer, at det også for mange andre borgere kan føles som en stor mundfuld at skulle på sygehuset for at få taget en blodprøve eller få lavet en EKG-undersøgelse.
- Det kan være en lang dag at skulle bruge på et besøg, hvis man for eksempel først skal hentes af flextrafik, for så at vente på at prøven bliver taget – og så skal man køres hjem igen. Det giver helt sikkert mere tryghed for mange borgere, hvis de ikke behøver at komme ind på sygehuset for en blodprøve, siger hun.
I de seneste fire år har bioanalytikerne på Vejle Sygehus derudover foretaget blodprøver i eget hjem hos mange kræftpatienter, der skal have lavet kontroller eller behandlinger, men som forinden skal have blodet analyseret.
- Vi tager ud til de patienter, som, kræftafdelingen vurderer, vil have bedst af at blive i eget hjem. Det er en måde at skåne dem på, fortæller Lene Jakobsen.
Bioanalytikerne kører ud til udvalgte kræftpatienter i hele det område, som Sygehus Lillebælt dækker. Det er muligt at køre hjem til op mod otte kræftpatienter hver dag, mens de to biler, der kører dagligt, kan køre ud til op mod 20 patienter på den traditionelle ordning, der er rettet mod generelt fysisk og psykisk svækkede patienter på plejehjem og bosteder.
Lærer borgerne at kende
En tur må maksimalt vare seks timer – fra første besøg og til, at bioanalytikeren er hjemme på sygehuset igen.
- Vi kan ikke køre i evig tid, for det går ud over kvaliteten af prøverne, som vi lægger ind i et termoskab i bilen. Derfor skal vi være tilbage med prøverne inden for seks timer, siger Lene Jakobsen.
Af den grund lægger bioanalytikerne - ved hjælp af et computerprogram - en nøje tilrettelagt kørerute i lokalområdet, hvor der er taget hensyn til flere forhold. Både hvor borgeren bor, men også de omstændigheder, der er.
- Hvis en borger er nødt til at faste, indtil vi har været på besøg, sørger vi for, at køre forbi den patient først på ruten, siger Dina Hansen.
Hun fortæller, at hun og kollegaerne ofte får et tættere forhold til de borgere, som de jævnligt kører ud til.
- Vi kender dem på en anden måde. Vi snakker om, hvordan de har det, og vi får et godt forhold til dem. Det er også med til at give dem en tryghed, siger hun.
Sygehus Lillebælt sætter patienten først. Vores fem patientløfter sætter ord på, hvad det betyder.