Excellent sygepleje - en tænkehorisont
Med referencerammen for Excellent Sygepleje har vi skabt et fælles sprog og ståsted for den excellente sygepleje, der er central for vores tværfaglige tilgang til patienten.
En sygeplejefaglig referenceramme
Vi har udarbejdet en sygeplejefaglig referenceramme, der bidrager til, at vi i det tværfaglige samarbejde lykkes med visionen om at sætte patienten først.
Excellent Sygepleje er en tænkehorisont, som ikke giver handlingsanvisninger for sygeplejen, men i stedet beskriver en tilgang til patienten og dennes pårørende.
Se referenceramme for sygeplejen på Sygehus Lillebælt.
Excellent sygepleje er patientens oplevelse af velvære
Excellent sygepleje foregår i mødet med patienten og målet med excellent sygepleje er, at patienten oplever velvære.
For at kunne give patienten den rette sygepleje ud fra dennes behov og livssituation, er det afgørende, at sygeplejersken er nærværende, har høj faglighed, handler personcentreret og etisk og har en tillidsfuld relation til patienten.
Kernebegreber i Excellent Sygepleje
Excellent Sygepleje som tænkehorisont indeholder syv kernebegreber. Velvære er målet for sygeplejen, mens de seks øvrige kernebegreber er forudsætningerne for, at patienten kan opleve velvære. De 6 forudsætninger er ligeværdige, vævet ind i hinanden og bør være til stede i mødet med patienten.
Velvære er mere end fravær af sygdom og lidelse. Velvære er en ubevidst kropslig, emotionel og eksistentiel fornemmelse, som patienten først bliver opmærksom på, når den ikke er tilstede.
Velvære er kendetegnet ved, at patienten oplever vitalitet og livsmod og er i stand til at håndtere hverdagslivet med sygdom, lidelse og behandling. Velvære er en tilstand, hvor patienten er til stede i nuet og i stand til at give slip på det, der er uden for vedkommendes magt.
Relation skal forstås som et fundamentalt grundvilkår. Det betyder, at vi som mennesker er afhængige af hinanden og dermed er sårbare i relationen. Patienten og sygeplejersken er ligeledes afhængige af hinanden og sårbare i deres relation. I relationen er de ligeværdige som mennesker, men der findes dog et asymmetrisk magtforhold, idet patienten har brug for sygeplejerskens viden og kompetencer.
I den gode relation er sygeplejersken opmærksom både på patientens viden, livshistorie, handlekraft og sårbarhed. Sygeplejersken forvalter sin faglige viden og kompetencer således, at patienten bliver i stand til at magte sin situation.
Person-centreret sygepleje er karakteriseret ved at være holistisk, individuel og respektfuld. Patienten anerkendes først og fremmest som en unik person og dernæst som en patient med en diagnose, en sygdom, et symptom, en udfordring og/eller et livsfænomen.
Patienten anerkendes som ekspert i eget liv, hvilket betyder, at sygeplejersken ser vedkommende som en person med følelser, værdier, fremtidsplaner, oplevelser, præferencer, overbevisninger, forestillinger og rettigheder, som har betydning for dennes livssituation og den kontekst, vedkommende er i. Denne personspecifikke viden inddrages og er styrende for sygeplejen.
Den gode etiske praksis er kendetegnet ved, at sygeplejersken respekterer patientens ret til selvbestemmelse og anerkender patienten som et unikt og værdifuldt menneske uanset livssituation, evner og kompetencer. Sygeplejersken viser hensyn til patientens værdier, personlighed, væren, ønsker, tro og mål i livet og udviser omhu for patientens sårbarhed og handlekraft.
Enhver situation i sygeplejen anskues som unik og typisk på samme tid. Det betyder, at sygeplejersken anerkender, at den konkrete situation er unik, men har samtidig med sin faglige viden og erfaring blik for det typiske, når sygeplejersken sammen med patienten skal træffe gode og kloge beslutninger om plejen.
Faglighed kendetegnes ved, at sygeplejersken anvender sine sanser, sin teoretiske og erfaringsbaserede viden, kunnen og håndelag i mødet med patienten. På den måde er faglighed en udøvelse af det faglige skøn, hvor sygeplejersken sanser og med sin faglighed tyder, hvad der er det kloge, det rigtige og det gode at gøre i mødet med patienten.
Faglighed er således kendetegnet ved en bred forståelse af evidens. Evidens i sygeplejen indebærer, at flere typer af viden bringes i spil, når der skal træffes kliniske beslutninger, herunder viden fra forskning, klinisk erfaring, patientens perspektiv og den konkrete kontekst. Endelig er faglighed at forholde sig kritisk til egen praksis, forskning, kliniske retningslinjer og instrukser og at holde sig opdateret på ny viden.
Tillid er et fundamentalt grundvilkår. Det betyder, at vi som udgangspunkt har en gensidig tillid til hinanden: at patienten har tillid til sygeplejersken, og at sygeplejersken har tillid til patienten. Tillid er således troen på, at den anden vil mig det bedste.
Tilliden styrkes, når sygeplejersken udviser respekt og ægte interesse i patienten, anerkender at patienten er unik og imødekommer patientens behov og livsfænomener. Tilliden styrkes ligeledes, når sygeplejersken er troværdig, kommunikerer oprigtigt, udviser en selvsikker praktisk kunnen og forvalter sin faglighed på en etisk og ikke autoritær måde. Tillid i sygeplejerske-patient relationen viser sig ved, at patienten tør vove sig frem i sin sårbarhed med sine bekymringer, udfordringer og problemstillinger.
Nærvær er at være sansende, opmærksomt, sårbar og autentisk tilstede med hele sin person. Nærvær er et ægte engagement i patientens situation og evne til at rette sin opmærksomhed mod patienten. Opmærksomheden er en sanselig tilstedeværelse, hvor det, der er betydningsfuldt for patienten, træder frem. Den sanselige tilstedeværelse er at se, lytte, føle og lugte i den konkrete situation uden en foruddefineret dagsorden. Den sensitive opmærksomhed er en opmærksomhed rettet mod patienten, hvor sygeplejersken er selvforglemmende.
Patienten, der møder en nærværende sygeplejerske, oplever at blive set, hørt og mødt som et menneske med individuelle fysiologiske og psykosociale behov samt etiske og eksistentielle livsfænomener. I det nærværende møde mellem patient og sygeplejerske opstår der en betydningsfuld relation, hvor patienten føler sig anerkendt, tryg og oplever, at velværen kan fremmes.
Kompetenceudvikling i Excellent Sygepleje
Sygehus Lillebælt tilbyder kontinuerligt kompetenceudvikling i Excellent Sygepleje til nyansatte og erfarne sygeplejersker.
Læs mere om kompetenceudvikling i Excellent Sygepleje for ansatte på Sygehus Lillebælt.