Skip til primært indhold

Gitte minder patienten om aftalen på sygehuset

Siden april har to medarbejdere på Organkirurgi på Kolding Sygehus ringet til patienter og mindet dem om deres forestående kikkertundersøgelser. De mange opkald har mindsket antallet af udeblivelser markant.

Gitte Elneff taler i telefon

Gitte Elneff ringer og minder patienten om aftalen på sygehuset.

- Hej, det er Gitte fra Organkirurgi på Kolding Sygehus.

Social- og sundhedsassistent Gitte Elneff er tidligt denne mandag morgen i gang med at ringe til endnu en patient, der har en forestående tid til kikkertundersøgelse på Kolding Sygehus. I løbet af de næste fire timer skal hun forsøge at få fat på 75 patienter og minde dem hver især om, at de har en tid på sygehuset ugen efter.
- Er der noget, du er i tvivl om? Jeg vil i hvert fald lige minde dig om, at du blandt andet skal undgå at spise rugbrød med kerner inden undersøgelsen, forklarer Gitte i den blå mobiltelefon, mens hun taler med den ældre kvinde, der har en tid otte dage senere på sygehuset til en undersøgelse af tarmen.

Siden april har Gitte Elneff hver mandag ringet rundt til alle de patienter, der har tid til en kikkertundersøgelse af enten spiserøret, mavesækken eller tolvfingertarmen - eller af tyktarmen og den nederste del af tyndtarmen. Opkaldene er en service til patienterne, men samtidig en stor hjælp til sygehuset. For opkaldene minimerer antallet af udeblivelser – altså hvor en patient ikke møder op til en undersøgelse som planlagt.
- Det er fedt at kunne være med til at hjælpe. Det er én lille opgave for mig, men på den her måde kan jeg hjælpe sygehuset og samfundet i det hele taget. Fordi vi undgår spild af tid og spild af ressourcer, siger Gitte Elneff.

Kun få udeblivelser

Tiltaget begyndte som et kortvarigt forsøg, men viste sig hurtigt at være en stor succes. For efter at patienterne er begyndt at blive mindet om, at de har en tid én uge senere, er antallet af udeblivelser mindsket meget markant.
- Tidligere var det hver dag eller næsten hver dag, at vi havde patienter, der udeblev, og som vi derfor stod og ventede på. Men nu er der kun få meget udeblivelser. Så det er fantastisk og fedt, at vi bedre kan udnytte ressourcerne og behandle patienterne så hurtigt, som muligt. For det er jo dét, som det handler om, forklarer oversygeplejerske på Organkirurgi, Anne Sofie Buchholdt Kragelund.

Erfaringerne var tidligere ikke kun, at der var patienter, som ikke dukkede op. Men også at ikke alle patienter var forberedte til undersøgelsen. For eksempel fordi de ikke var opmærksomme på de fasteregler, der er vigtige inden kikkertundersøgelsen, eller fordi de havde planlagt selv at køre i bil hjem efter undersøgelsen. Men det er ikke tilladt i de tilfælde, hvor patienten har fået afslappende, bedøvende medicin.
- Der kan også være sket det, at symptomerne er forsvundet af sig selv, fordi der er gået lang tid fra, at patienten har fået tiden tilbudt – og til at patienten skal til undersøgelse. Og så har man i mellemtiden glemt sin tid. Eller også er man siden blevet behandlet på et privat hospital og har forståeligt nok ikke været klar over, at man skal aflyse tiden hos os. Derfor havde vi mange udeblivelser – eller også kunne vi ikke lave undersøgelsen, og patienten måtte tage hjem og komme igen en anden dag, forklarer Anne Sofie Buchholdt Kragelund.

Patienterne føler sig ventet

Men med Gitte Elneffs – og en ekstra kollegas - hjælp har Organkirurgi altså mindsket antallet af udeblivelser drastisk.
- Når jeg ringer, siger folk: ”Tusind tak. Jeg er rigtig glad for, at du ringede”. Jeg oplever også, at nogle patienter har gået og spekuleret på spørgsmål om bedøvelsen. Og derfor er de glade for, at de kan få det på plads, når vi snakker sammen, siger hun.

Gitte Elneff arbejdede førhen i coronatest- og vaccinationscentrene i Kolding, men da corona-pandemien ebbede ud, fik hun tilbudt et job om at ringe til patienterne. Hun har sit eget kontor på sygehuset, men sidder tæt på erfarne kollegaer, som hun kan spørge til råds, hvis en patient har mere specialiserede spørgsmål til undersøgelsen.
- Patienterne føler sig ventet og set. Det giver en anden tryghed for dem, for det er en undersøgelse, som mange forståeligt nok er nervøse for. Og derfor er det godt, hvis vi kan ringe og skabe lidt mere tryghed på forhånd, siger Anne Sofie Buchholdt Kragelund.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU02V