Robotten kører selv til stuen med udstyr og medicin
Flere afdelinger på Sygehus Lillebælt har i den seneste tid fået hjælp af en selvkørende robot, der fragter medicin og sygepleje-udstyr rundt på gangene.
På Ortopædkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus er de meget tilfredse med den selvkørende ”kollega”, de har haft på prøve i de seneste måneder.
Siden nytår har personalet på sengeafsnittet nemlig fået assistance fra en robot ved navn ”Buddy”, der selv kan finde rundt på den lange gang med i alt 23 patientstuer – og bringe sygeplejeudstyr hen til netop den stue, hvor der er behov for det.
– Det er fantastisk. Det er virkelig godt, og vi er alle meget begejstrede for det, fortæller oversygeplejerske Hanne Vase Veilis.
Den aflange robot finder vej via en række avancerede, indbyggede sensorer – og den hjælper personalet ved at transportere de ting, som personalet bruger i det daglige arbejde. Gennem et smart, elektronisk skærmsystem kan medarbejderen "kalde" på robotten, som derefter kører hen til den ønskede stue. Robottens ”mave” består af et skuffesystem fyldt med en lang række sygeplejeartikler som plastre, forbindinger og saltvand. På den måde behøver sygeplejersken ikke at gå til depotet for at hente udstyr, for robotten har bragt det hen til stuen.
– Den sparer os for rigtig mange skridt og meget tid, som vi i stedet kan bruge hos patienten. Robotten hjælper os med at være mere nærværende på stuen, forklarer Hanne Vase Veilis.
En stor succes
På Vejle Sygehus har en lignende robot også kørt rundt på gangene. Her har Apoteket i de seneste uger testet, om deres version af ”Buddy” kan fungere som en effektiv transportør af kemomedicin til patienter på kræftafdelingen og Hæmatologisk Afsnit. Den kan blandt andet – ved hjælp af et højtspecialiseret kommunikationssystem – selv tilkalde en elevator, køre ind og ud af den og derved bevæge sig mellem etagerne på Vejle Sygehus.
– Vi synes, at det har været en stor succes. Vi var måske lidt skeptiske over for, om robotteknologi reelt ville kunne hjælpe os og frigøre tid og ressourcer, men det har fungeret rigtig godt, fortæller Louise Smed Grønkjær, der er leder af Apotekets afsnit i Vejle.
Når en kræftpatient skal gennemgå kemoterapi, skal medicinen tilpasses den enkelte patient, og den bliver derfor først produceret kort før behandlingen – efter at patienten har fået taget en række blodprøver. Det betyder helt konkret, at medicinen skal produceres under én time før, at kemoterapien begynder.
Uden robotten som hjælp skal en medarbejder – én gang cirka hver halve time - gå frem og tilbage med kemomedicin, hvilket på en dag kan blive til et tocifret antal ture.
– Robotten har lært ruterne, og vi kan indtaste, hvilken vej den skal køre – og hvor den først skal hen med medicinen. Alt i alt sparer den os for cirka to timers arbejde om dagen, siger Louise Smed Grønkjær.
Testet grundigt på gangen
Robottens skuffer kan kun åbnes med en kode, og dens sensorer – som er placeret hele vejen rundt – sørger for, at den altid stopper, hvis den møder en forhindring. På den måde kan den altså færdes sikkert blandt mennesker.
– Den er blevet testet grundigt, for det er en travl gang her på sengeafsnittet. Den kører uden om folk, siger Hanne Vase Veilis.
Hun fortæller samtidig, at robotten er med til at minimere spild. Når en sygeplejerske selv henter udstyr i depotet, tager vedkommende ofte lidt ekstra med ad gangen for ikke at skulle gå hele vejen tilbage til depotet efter mere. Men når udstyret først har været inde på en patientstue, må det af hygiejnemæssige årsager ofte ikke bruges på andre patientstuer, hvis det skulle komme i overskud. Med robottens skuffesystem lige ved hånden ved stuen, er der ikke mere udstyr på stuen end højst nødvendigt, og dermed undgår man – med andre ord - at smide uudnyttet udstyr ud.
På Ortopædkirurgisk Afdeling er testperioden nu afsluttet, mens den fortsætter et par måneder mere på Apoteket. Næste skridt bliver herefter at afgøre, om – og hvordan – robotten kan implementeres på permanent vis. Begge steder håber man at finde midler til at beholde den som en hjælp i hverdagen.
Pressekontakt
