Sygehuset sparer på varmen uden at skrue ned for temperaturen
Sygehus Lillebælt har – uden at skrue ned for temperaturen i sygehusets bygninger – mindsket varmeforbruget markant. Flere justeringer af forskellige anlæg har gjort en kæmpe forskel.
Da energikrisen ramte Danmark i 2022, blev der koldere i flere af Sygehus Lillebælts bygninger i Vejle, Kolding og Middelfart.
Ruslands angreb på Ukraine førte til et stort pres på energiforsyningen, det skubbede prisen på energi voldsomt i vejret, og derfor skulle mange danske, offentlige bygninger i en periode sænke temperaturen til 19 grader. Med køligere lokaler, småfrysende medarbejdere og en besparelse på varmeforbruget på hele syv procent til følge.
- Vi opnåede de besparelser, vi skulle, da vi sænkede temperaturen, men det væltede også ind med kommentarer fra kollegaer på sygehuset, der frøs eller sad i træk, husker energitekniker Claus Nordentoft fra Teknisk Afdeling på Sygehus Lillebælt.
Kun få fryser
Her omtrent tre år efter, at energikrisen brød ud, er besparelsen på varme nu endnu højere end før krisen. Med en samlet besparelse for Sygehus Lillebælt på hele 10 procent. Men modsat i 2022 er besparelsen i dag opnået uden, at temperaturen generelt er skruet ned.
- Vi plejer at sige, at hvis vi ikke hører noget fra medarbejderne, er det et godt tegn. Og vi får i dag kun meget få henvendelser fra folk, der fortæller, at de fryser, siger Claus Nordentoft.
Forklaringen på det paradoks – en reducering af regningen på varme uden, at der samtidig er skruet ned for varmen – skyldes det såkaldte ’energitrim’-forløb, som en række medarbejdere i Teknisk Afdeling gennem de sidste to år har gennemført. Her har man – ved hjælp fra et eksternt firma – tjekket, optimeret og finjusteret varmeanlæg, komponenter og arbejdsgange på sygehuset for at finde måder hvorpå, man kan mindske varmeforbruget.
Det minutiøse arbejde begyndte i april i 2023 på Kolding Sygehus, og her har man nu reduceret varmeforbruget med hele 11 procent, mens samme gennemgang begyndte i Vejle i januar 2024. Her har teknikerne i dag mindsket varmeforbruget med ni procent.
- Det har været et super godt forløb. Vi har opnået et bedre indeklima, og vi har opnået besparelser. På den måde er det også bedre for patienter, pårørende og medarbejdere, det er bedre for klimaet, og det er bedre for pengepungen, siger Claus Nordentoft.
Mere at hente i fremtiden
Optimeringen er sket på flere måder – og er, forenklet beskrevet, for eksempel sket ved at skabe et stærkere samspil mellem radiatorerne og ventilationsanlægget.
- Vi har faktisk skruet ned for temperaturen i ventilationsanlægget, men har så i stedet sendt varmen ud gennem radiatorerne. På den måde kan varmen i radiatorerne dække for bygningens ’yderskal’, så vi ikke får et kuldeindfald fra vinduerne, som tidligere har været et problem. Det er én af de større ting, vi har trimmet, hvor tingene bare spiller bedre sammen i dag, forklarer Claus Nordentoft.
Ved at skrue ned for temperaturen i ventilationsanlægget har sygehuset samtidig sikret sig et sundere indeklima.
- Vi har fået et bedre luftskifte, men uden at få et koldt træk, for trækket kommer typisk ikke via ventilationsanlægget, forklarer han.
Claus Nordentoft forudser, at Sygehus Lillebælt med tiden kan optimere endnu mere på varme- og energiforbruget, end det er tilfældet i dag, selvom man altså allerede har trimmet i markant grad.
- Jeg tror, at der er endnu mere at hente i fremtiden. Jeg har arbejdet som energitekniker i 14 år, og allerede nu er jeg begyndt at energitrimme på noget, jeg allerede har trimmet på én gang. Fordi teknologien udvikler sig hele tiden. Dét, der slet ikke var muligt for bare få år siden, er nu muligt i dag. På den måde bliver vi stadig klogere på, hvordan vi udnytter vores ressourcer på bedste vis, siger han.
Pressekontakt
