Skip til primært indhold

MR-scanning

MR-scanning står for Magnetisk Resonans. Ved en MR-scanning optages detaljerede billeder af din krop i et magnetfelt. Den bruges til diagnostik af sygdomme som cancer, ryg-, hjerte-, led- og hjernelidelser.

Det bør du vide før en MR-scanning

Generel information om MR-scanning

Et kendetegn ved en MR-scanning er at teknikken er uskadelig, da MR-scanningen hverken er baseret på røntgen- eller anden radioaktiv stråling, som andre scanningstyper. MR-scanning udføres ved hjælp af et kraftigt magnetfelt.

Kraftige bankelyde

For at kunne lave billeder er det nødvendigt, at ændre magnetfeltet under scanningen. Det betyder at der optræder en lang række kraftige bankelyde, når MR billederne optages. Afhængig af hvilke MR billeder der optages, er lyden fra MR-scanneren forskellig.

Kontrolskema

Når du henvises til en MR-scanning vil henvisende læge samt personalet ved MR-scanneren, gennemgå et kontrolskema med dig.

Det er vigtigt at du oplyser, hvis du har:

  • Indopererede metaldele
  • Fremmedlegemer af metal i kroppen fx metalsplinter eller pacemaker

Indopererede metaldele kan fx være øreimplantater, stents i blodkar, magnetiske clips, kunstige hofter/knæ.

De fleste indopererede metaldele kan scannes, men det er vigtigt at personalet kender til det på forhånd.

Graviditet

Er du gravid kan du IKKE MR-scannes de første 3 måneder af svangerskabet.

Pacemaker

Har du pacemaker eller paceelektroder kan du som udgangspunkt IKKE MR-scannes her.

Klaustrofobi

Hvis du lider af klaustrofobi, kan du sagtens MR-scannes alligevel, men det vil i nogle tilfælde være nødvendigt med beroligende medicin. Hvis du mener at have behov for dette, skal du kontakte den læge der har henvist dig til MR-scanningen.

Det er vigtigt at du får fat i medicinen før MR-scanningen, da vi ikke har noget til dig her på Røntgenafdelingen.

Du må i de fleste tilfælde før en MR-scanning gerne spise, drikke og tage medicin som du plejer. Eventuelle undtagelser fremgår i dit indkaldelsesbrev.

Før du går ind til MR-scanneren, skal du fjerne alle løse metaldele såsom:

  • Hårnåle og hårelastikker med metal
  • Ur
  • Briller/kontaktlinser
  • Smykker
  • Tandproteser
  • Høreapparat
  • Makeup
  • Piercinger
  • Nøgler (undtagen nøglen til omklædningskabinen)
  • Bankkort, sundhedskort samt andre kort med magnetstribe
  • Enhver form for elektronisk udstyr

Scaningstiden varierer meget alt efter hvad du skal have scannet. Det er alt lige fra 10 min til halvanden time. De fleste scanninger kan du dog regne med tager ca. 30-40 min.

Ledsager

Du er velkommen til at tage en ledsager med til MR-scanningen, men vær opmærksom på, at ledsageren også skal opfylde flere af sikkerhedskravene. Personalet vil orientere jer om dette.

Kontraststof

Ved nogle MR-scanninger er det nødvendigt, at bruge kontraststof så blodkar og vævsforskelle bedre kan ses på billederne. Skal du have kontraststof, får du det sprøjtet ind i en blodåre i din arm. Normalt er der ikke noget ubehag forbundet med at få kontraststof.

Efter MR-scanningen

Der er ingen forholdsregler efter scanningen. Hvis du får beroligende medicin, må du ikke selv køre bil hjem.

Svaret sender vi til den læge eller afdeling der har henvist dig til scanningen.

Når du er blevet MR-scannet, vil billederne blive beskrevet af røntgenafdelingens læger. Beskrivelsen bliver altid sendt til den læge der har henvist dig.

Du vil oftest være henvist fra et ambulatorium på Sygehuset, men du kan også være henvist af din egen læge. Aftal med din læge/henvisende ambulatorium, hvordan og hvornår du får svar på undersøgelsen.

Patientinformation til udvalgte MR-scanninger

Formål med scanningen

Formålet med scanningen er, at afklare dine forhold omkring din tyndtarm.

Forberedelse

Dit mødetidspunkt som står i indkaldelsesbrevet, er 1 time før selve scanningen. I den time skal du drikke en del væske, som skal nå at fordele sig i tarmen. Væsken indeholder vand og mannitol og du får det udleveret her på røntgenafdelingen.

Faste

Du skal møde fastende op. Det vil sige at du hverken må spise eller drikke 4 timer før mødetidspunktet.

Varighed

Scanningen varer cirka 45 min.

Du vil få lagt en tynd plastikslange i en blodåre i armen, hvor du vil få Buscopan (tarmafslappende) samt kontrastvæske igennem.

Buscopan kan hos enkelte give synsproblemer (svært ved at fokusere skarpt), og derfor må du ikke selv køre bil hjem efter denne scanning. Desuden er det vigtigt at oplyse, hvis du har øjensygdomme, såsom grøn stær.

Svar

Når billederne er blevet set af vores læge, sender vi svaret til den læge/afdeling der har henvist dig til scanningen.

Formål med scanningen

Formålet med scanningen er at afklare dine forhold omkring galdegange/galdeblære, fx i forhold til galdesten.

Forberedelse

Du skal møde fastende op. Det vil sige at du hverken må spise eller drikke de sidste 4 timer før mødetidspunktet.

Vi anbefaler at du inden scanningen har læst vores generelle information om MR-scanning.

Scanningen

Scanningen varer cirka 45 min.

Du kan undervejs blive bedt om, at holde vejret i cirka 16 sekunder af gangen og du kan med fordel øve dig derhjemme.

Personalet vil informere dig nærmere omkring dette, hvis det bliver aktuelt.

Smerte/gener

Der vil hverken være smerter eller gener forbundet med scanningen.

Svar

Når billederne er blevet set af vores læge, sender vi svaret til den læge/afdeling, der har henvist dig til scanningen. 

Formål med MR-scanning af bryster

MR-scanning af bryster kan bruges ved:

  • Mistanke om spredning til lymfeknuder i armhulen
  • Vurdering af kræftknude forud for operation
  • Supplement til ultralydsscanning eller mammografi
  • Screening af yngre kvinder i højrisikogruppe for udvikling af arvelig brystkræft
  • Mistanke om lækage/brist i en brystprotese

Forberedelse

Ved kvinder der ikke er gået i overgangsalderen, er anden uge i menstruationscyklus det bedste tidspunkt at udføre MR-scanningen. Det skyldes at en evt. kræftknude vil fremtræde tydeligere, i forhold til det normale brystvæv, i denne periode.

Vi anbefaler at du inden denne scanning læser den generelle information om MR-scanning.

Scanningen

Scanningen tager cirka 45 min.

Du skal ligge på maven og har brysterne ned i to skåle som er specielt lavet til MR-scanningen.

Til scanningen skal du have kontrastvæske sprøjtet ind i en blodåre, for at få fremstillet eventuelle forandringer bedre. Dog skal du ikke have kontrast ved mistanke om lækage/brist af brystproteser.

Svar

Når billederne er blevet set af vores læge, sender vi svaret til den læge/ afdeling der har henvist dig til scanningen.

Formålet med en MR artrografi

At afklare om der er en skade i dit skulder- eller hofteled.

En MR artrografi betyder at der inden MR-scanningen, bliver sprøjtet kontrastvæske ind i dit led. Dette gøres mens der ultralydsscannes. Kontrasten vil fordele sig i leddet, og tydeligøre en evt. skade.

Forberedelse

Vi anbefaler at du inden scanningen, har læst den generelle information om MR-scanning.

Scanningen

Hele undersøgelsen tager cirka 1 time.

Smerte/gener

Du kan mærke kontrastvæsken fylde op i leddet, og der kan være lidt ubehag med dette.

Det er vigtigt at du skåner leddet resten af dagen.

Svar

Når billederne er blevet set, sender vi svaret til den læge eller afdeling der har henvist dig til scanningen.

APPFWU02V