Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header
Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNy forsker i radiografi skaber historie

Ny forsker i radiografi skaber historie

Sygehus Lillebælt har som det første sygehus i landet ansat en forskningsradiograf, der er lektor. Hun skal via sin forskning hjælpe patienterne.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Den 1. september begynder Helle Precht i jobbet som forskningsradiograf på Røntgen og Scanning på Kolding Sygehus.

Og dermed skriver hun historie. For hun bliver den første danske, lektorgodkendte radiograf.
- Det er meget interessant og spændende, at vi får hende tilknyttet, og det er stort, at vi er det første sted, der får en lektor-godkendt radiograf, siger ledende overradiograf, Pica Blackburn Andersen.

Helle Precht kigger i kameraet

Helle Precht skaber historie og bliver den første danske, lektorgodkendte radiograf.

Helle Precht har et forskningslektorat ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og er samtidig forskningsleder af CONRAD-forskningsprogrammet i ”Diagnostik og behandling” på Anvendt Sundhedsforskning på University College Lillebælt. Det er planen, at hun i cirka 40 procent af tiden – rundt regnet to dage ugentligt – skal levere forskning på Sygehus Lillebælt.
- Det er et interessant sted at arbejde, og jeg ser rigtig mange muligheder i stillingen. Det er en afdeling, der er meget produktiv, men som samtidig er meget fokuseret på at ville udvikle sig til gavn for patienterne. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger hun.

Forskning bliver løftet
Afdelingen har ikke tidligere haft en forsker tilknyttet, men med ansættelsen af Helle Precht får man nu en stærk forskningsradiograf, der som lektor oven i købet kan fungere som hovedvejleder for de Ph.D.-studerende, man nu vil ansætte på afdelingen. Det vil alt andet lige  være med til at løfte forskningen på Sygehus Lillebælt, der nu har status af universitetshospital.
- Vi har på afdelingen mange projekter, mange nye tiltag og en stor viden, som vi ikke tidligere har haft en stor tradition for at dele med omverdenen. Blandt andet fordi det har krævet en mere metodisk, forskningsmæssig tilgang til fortællingen. Det kan vi gøre i langt højere grad fremover, siger Pica Blackburn Andersen.

Helle Precht vil som noget af det første blandt andet dykke nede i de store mængder data omkring karintervention, som afdelingen allerede har samlet ind – ligesom hun også ser store muligheder i forskning i en lang række af det nye, teknologiske udstyr, som der er på Røntgen og Scanning.
 


Siden er sidst opdateret 30-06-2020.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt