Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilFærre hjertestop på sygehuset

Færre hjertestop på sygehuset

Sygehus Lillebælt har nu i 10 år - med stor succes - brugt en særlig metode til at forebygge uventede hjertestop hos alvorligt syge patienter.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Anette Kristensen er sygeplejerske og én af de mange medarbejdere på Sygehus Lillebælt, der de sidste 10 år har indledt morgenen med at lave en såkaldt “TOKS”-screening af de indlagte patienter.

TOKS er et værktøj, som sygehuset rullede ud for nu 10 år siden, og som personalet bruger, når de skal forebygge, at alvorligt syge patienter pludselig får det så skidt, at det kan føre til, at de bliver ramt af et hjertestop, mens de er indlagt.
- TOKS har helt sikkert forebygget uventede hjertestop. Vi kan i tide observere og reagere på dem, der bliver akut dårlige, fortæller Anette Kristensen, der er specialeansvarlig sygeplejerske på Nyremedicinsk Afsnit på Kolding Sygehus.

TOKS er forkortelsen for ’Tidlig Opsporing af Kritisk Sygdom’ – og er kort beskrevet en systematisk screeningsmetode, hvor patienternes tilstand bliver bedømt ved hjælp af seks nøje udvalgte, forskellige værdier, som patienterne på relevante sengeafsnit får målt mindst én gang om dagen. Og i nogle tilfælde mange gange dagligt. Det er værdier for patientens temperatur, blodtryk, puls, vejrtrækning, bevidsthedsniveau og ilt i blodet.

En kæmpe succes

De seks værdier giver tilsammen en score, der afslører, om patientens tilstand forværres i en sådan grad, at patienten er i risiko for et hjertestop. Jo højere en score, jo større er risikoen for, at et hjertestop er nært forestående – og derved kan man hurtigt forsøge at forhindre, at det sker. Det kan værdierne fra enkelte af målingerne - og et simpelt blik på patienten med selve erfarne øjne ikke altid give.

Brugen af TOKS begyndte som et pilotprojekt på Organkirurgisk Afdeling, men bliver nu brugt overalt på Sygehus Lillebælt.

- Det har været en kæmpe succes. Det har været en stor hjælp for personalet, og det giver dem en stor tryghed, siger sygehusets kvalitetschef, Lonnie Sander Terkildsen.

 

Læge lægger hånd om finger på patient

De vitale værdier, der bliver målt på mange forskellige måder, giver tilsammen en TOKS-score.

Det er overlæge Jens Stubager fra Intensiv på Kolding Sygehus enig i.
- Det har været en succes. Vi har over de sidste 10 år reduceret antallet af uventede hjertestop med over 25 procent, hvilket var vores målsætning. Og dét, der begyndte som et pilotprojekt, er nu noget, som stadig hænger ved og bliver brugt overalt, fortæller Jens Stubager Knudsen, som har været med til at rulle metoden ud på sygehuset.

Kan sætte hurtigere ind

Da projektet begyndte for ét årti siden, var der typisk seks hjertestop om måneden blandt patienter på sygehuset. Det tal er nu faldet til i gennemsnit fire om måneden. Og nogle måneder er der slet ingen uventede hjertestop.
- Tidligere nøjedes vi med at bedømme patientens tilstand ved hjælp af et rent klinisk blik, hvor vi kiggede på, om patienten ’så dårlig ud’. Nu har vi en helt klar, systematisk observationsliste, vi bruger, og på den måde kan vi hurtigere sætte ind, hvis en patient risikerer at få hjertestop, fortæller Jens Stubager Knudsen.

Anette Kristensen er begejstret for metoden.
- Jeg er vant til at bruge det kliniske blik. Men TOKS er et godt redskab sammen med den erfaring, jeg har som sygeplejerske. For man kan blive overrasket over, at patienten er mere syg, end patienten umiddelbart ser ud til at være, siger hun.

 

Hånd på apparat

Med brugen af TOKS følger også et MAT-team (Mobilt Akut Team), som tilbyder kollegaerne på sengeafsnittene akut hjælp til vurdering og behandling af kritisk syge patienter. Det sker i tilfælde, hvor patientens TOKS-score når et vist niveau.
- Det er et erfarent team bestående af intensivmedarbejdere, som hurtigt kan rykke ud og hjælpe, når personalet er i tvivl om, hvordan de skal behandle en patient, som har værdier, der er på vej i den gale retning, siger Lonnie Sander Terkildsen.

International forskning viser, at sygehuspersonale i 80 procent af tiden kan forudse, at et hjertestop er på vej. Og dermed i mange tilfælde nå at forebygge at det sker.
- Vi kan ikke undgå alle hjertestop, men med TOKS har vi fået et redskab, vi kan støtte os op af, siger Lonnie Sander Terkildsen.


 


Siden er sidst opdateret 02-02-2021.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring