Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilSygeplejerske hædret for en helt særlig indsats

Sygeplejerske hædret for en helt særlig indsats

Sygeplejerske Eva Sørensen fra Kolding Sygehus blev tirsdag eftermiddag hædret med Christina Bjerg-Brinks Mindelegat. Hun får det for at have ydet en helt særlig indsats.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


- Du har en helt enestående evne til at kommunikere med de mest sårbare patienter.

Med blandt andre de ord blev sygeplejerske Eva Sørensen fra Ortopædkirurgi på Kolding Sygehus tirsdag eftermiddag præsenteret som årets modtager af ”Christina Bjerg-Brinks Mindelegat”. Et legat, der bliver tildelt en medarbejder på Sygehus Lillebælt, som har gjort en særlig indsats for patienter eller pårørende på sygehuset.
- Jeg havde ikke forventet det, men jeg er meget glad. Det betyder meget, siger Eva Sørensen.
 
Eva Sørensen på gangen på Kolding Sygehus
Eva Sørensen er dette års legatmodtager. Hun har arbejdet på Kolding Sygehus siden 1986.

I indstillingen til prisen bliver Eva Sørensen betegnet som en sygeplejerske, der er ordentlig og respektfuld i sin kommunikation, og som på en lyttende og empatisk måde formår at skabe ro for de mest sårbare patienters forløb.
 

Fremhævet for sit mod


Eva Sørensen plejer og behandler til daglig mennesker, der er indlagt med et brud eller en skade, der pludseligt er opstået. Den patientgruppe er derfor ofte sårbar – og ikke sjældent er det patienter, som samtidig er psykisk udsatte og udfordrede på andre områder af livet.
- Hun er en person, der gør noget ekstra for alle patienter – og i særdeleshed for de mest sårbare patienter. Det er en patientgruppe, der kan have mistro til vores system, og som samtidig kan møde mange kontakter i flere specialer. Det kan kræve stort mod at gå i dialog med disse patienter, men det gør legatmodtageren, lyder det i indstillingen.
 
Eva Sørensen med blomster og diplom
Eva Sørensen med diplom og blomster efter overrækkelsen.

Der var i alt 12 indstillede medarbejdere til legatet, som bliver uddelt af sygehusets Idéforum, der blandt andet administrerer sygehusets innovations- og udviklingsprojekter. Legatet blev overrakt af Idéforums formand, Kirsten Vibeke Jones, under en ceremoni på Vejle Sygehus – og med prisen følger 25.000 kroner, som skal øremærkes en aktivitet på sygehuset.
 
61-årige Eva Sørensen, der har arbejdet på Kolding Sygehus siden 1986, fortæller, at hun er glad for, at det netop er hendes kommunikative evner, der bliver fremhævet.
- Folk, der kommer på afdelingen, har ofte fået vendt op og ned på deres liv. Og det er min opgave at skabe en sammenhæng for dem i deres forløb og kommunikere klart og tydeligt. Til daglig går jeg ikke og tænker over, hvordan jeg kommunikerer, men jeg er glad for, at det er dét, som er blevet bemærket, for det er vigtigt, siger hun.

Eva Sørensen får samtidigt ros for sin evne til at planlægge små tilpasninger i det daglige system, der betyder, at patienterne bedre kan håndtere og være i deres forløb.

Legatet blev indstiftet og uddelt for første gang i 2012 i respekt for 22-årige Christina Bjerg-Brink. Hun mistede på tragisk vis livet i venteværelset ved lægevagten på Kolding Sygehus, da hun fik et uventet hjertestop, mens hun ventede på at blive tilset af en læge.

Siden er sidst opdateret 08-09-2021.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring