Diabetesambulatorium skærer ventetiden ned: Fra halvandet år til få måneder
På et år har afsnittet Diabetes og Hormonsygdomme på Kolding Sygehus skåret ventelisten for kontrolforløb markant ned, og for flere undersøgelser er ventelisten nu helt væk. Det hele startede med en workshop.
Tidligere stod der omkring 3000 patienter på venteliste til lægekonsultation hos Diabetes og Hormonsygdomme. I dag drejer det sig om få hundrede, og klinikken kan udføre ultralydsscanning af halsen og samme-dags-diabetesscreening, hvilket betyder blodprøver, øjenscreening og lægetid på én dag - uden ventetid.
- Jeg har været her i seks år, og jeg mindes ikke, at ventelisten har været så lav, som den er nu, siger lægesekretær Tina Sylvestersen.
Men for bare et år siden så det meget anderledes ud.
Workshop blev startskuddet til forandringer
Forandringen begyndte med en workshop, hvor Sygehus Lillebælts kvalitetsafdeling havde taktstokken. Og ifølge deltagerne var kvalitetsafdelingens hjælp afgørende, når læger, sygeplejersker, sekretærer og en patientrepræsentant sammen gennemgik hverdagen. Det resulterede i, at de sammen fandt steder, hvor tingene kunne gøres på smarte måder.
For eksempel når det drejer sig om patienter, der skal ses flere gange. Her skal mange ting huskes, men alle i afdelingen er blevet enige om, hvilke informationer om en patient, der er nødvendige, og hvor de skal stå i en journal. Det giver lægesekretærerne et så meget bedre overblik, at de hurtigere kan hjælpe patienter videre med en ny tidsbestilling. Det tog før omkring otte minutter i gennemsnit – nu kan det klares på mellem 1-3 minutter.
Derudover er afdelingen blevet bedre til at fordele patienterne, så speciallægernes tid i højere grad bruges på komplekse patienter. Mange velregulerede type 2-diabetespatienter følges nu hos egen læge, mens de mest komplekse patienter ses i ambulatoriet.
- Efter nogle få måneder kunne vi virkelig se, at kurven knækkede. Det var dér, alle de ting vi havde sat i gang, for alvor slog igennem på ventelisten, siger lægesekretær Tenna Hansen.
Patienterne hjælper til og får hjælp, når der er brug for det
Klinikken har etableret det, de kalder en ’patientstation’ i venteområdet, hvor diabetespatienter selv kan måle højde, vægt og blodtryk og aflæse deres diabetesudstyr. Tidligere brugte en sygeplejerske en hel dag på at gøre det for alle. I dag afleverer patienterne deres målinger til sekretæren, som registrerer dem i journalen, så lægen har alle data klar.
Afdelingen er samtidig opmærksom på, at ikke alle kan eller ønsker at måle selv.
- Der er altid nogen til at tage dem i hånden, der har brug for det. Hvis en patient eller en pårørende siger, at de har brug for hjælp, finder vi en sygeplejerske, der kan hjælpe. Vi oplever faktisk, at patienterne rigtig gerne vil tage ansvar for deres eget sygdomsforløb – og vi får meget positiv feedback, siger Tenna Hansen.
Fra efterslæb til ny hverdag
For et år siden var ventelisten en stor pukkel, men medarbejderne oplever, at de ikke blot har indhentet det tabte – de har skabt en ny hverdag med tættere samarbejde på tværs af faggrupper og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.
- Nu er det bare sådan, vi arbejder – det er blevet en del af hverdagen. Det har krævet omstilling og hårdt arbejde, men vi er også meget stolte af det, vi har opnået, siger Tina Sylvestersen.
Pressekontakt