Fortsat meget høj patienttilfredshed på Sygehus Lillebælt
Sygehus Lillebælts patienter er fortsat meget tilfredse med deres oplevelser og behandling på sygehusets afdelinger. Det viser den årlige, landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed.
Der er fortsat høj tilfredshed blandt Sygehus Lillebælts patienter. Det viser tallene fra den årlige Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed (LUP), der netop er blevet offentliggjort. Det gælder også for patienter i Psykiatrien, der for første gang er med i Sygehus Lillebælts tal.
Tallene dækker over 31.188 svar fra tilfældigt udvalgte patienter, der i 2025 har været til behandling eller undersøgelse på Sygehus Lillebælt. Her bliver patienterne spurgt om alt fra deres tilfredshed med behandlingen og personalets venlighed og imødekommenhed til kvaliteten af den mundtlige information.
Kan forbedre sig løbende
Blandt patienter på det somatiske sygehus, blandt fødende og patienter i radiologien svarer næsten 9 ud af 10 – eller 88 procent - at de i høj eller meget høj grad er tilfredse med deres behandling eller besøg på sygehuset. På spørgsmålet om venlighed angiver 95 procent af patienterne på tværs af de områder at opleve, at personalet i høj grad eller meget høj grad er venligt og imødekommende.
- Overordnet set ligger vi på et rigtig højt niveau på Sygehus Lillebælt, og det har vi gjort i mange år. Det er flot, at vi kan blive ved med at fastholde det meget høje niveau set på tværs af alle sygehusets afdelinger, siger administrerende direktør Christian Sauvr.
Tilfredsheden gælder også for patienterne i psykiatrien, der for første gang er med i Sygehus Lillebælts tal, efter at psykiatrien ved årsskiftet som en del af sundhedsreformen blev integreret med sygehuset.
- Her hæfter vi os ved, at hele 90 procent af de psykiatriske patienter angiver, at de i høj grad eller meget høj grad oplever personalet som venligt og imødekommende. Det er virkelig flot og positivt og et stærkt fundament at arbejde videre ud fra, siger Christian Sauvr.
Afdelingerne på Sygehus Lillebælt modtager gennem året løbende svar på LUP-spørgsmålene, så de enkelte afdelinger dermed kan forholde sig til svarene og forbedre sig på de områder, hvor patienterne påpeger, at der er forbedringsmuligheder.
- Der er selvfølgelig fortsat områder, vi kan og skal arbejde videre med at blive bedre til. Sådan er det, når vi siger, at vi vil være patienternes sygehus. Derfor vil vi nu dykke mere ned i detaljerne omkring patienternes og de pårørendes svar for at blive klogere på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Det ønske er fortsat vores drivkraft og det, vi hele tiden skal holde os for øje, også selv om vi overordnet set klarer det rigtig flot, siger sygehusdirektøren.
Pressekontakt