Skip til primært indhold

Leg med små klodser styrker trivslen i retspsykiatrien

På rehabiliteringsafsnit P5 på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart er der etableret et nyt område til Lego-byggeri som en del af det fælles miljø. Aktiviteten giver patienterne mulighed for at fordybe sig, samarbejde og opleve mestring i en ellers struktureret og begrænset hverdag.

Nicklas Oliver Salcido

Nicklas Oliver Salcido fik idéen til initiativet, der opstod i forbindelse med en skoleopgave med fokus på terapiformer, hvor deltagerne bruger både hænder og hoved samtidigt.

På afsnit P5 på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart giver den håndgribelige byggeaktivitet med Lego patienterne mulighed for at finde ro, fokus og mening i hverdagen. Aktiviteten er opbygget med tydelige rammer, som gør det lettere at komme i gang og mindsker kravene til overblik og beslutningstagning – noget, der har stor betydning for retspsykiatriske patienter.

Patienterne bygger ofte hver for sig, men side om side. Det skaber en naturlig ramme for uformel samtale og social kontakt, som ellers kan være vanskelig at etablere. Samtidig deler patienterne oplevelsen af at gennemføre noget og se et konkret resultat af egen indsats.

For de patienter, der har overskud til mere selvstændigt arbejde, er der mulighed for at udfolde kreative projekter på egne præmisser – trods diagnoser og medicinsk behandling.

Initiativet og den faglige baggrund

Initiativet er taget af social- og sundhedsassistent-elev Nicklas Oliver Salcido, som i sin praktik har omsat faglig viden og dialog med patienterne til en konkret og anvendelig aktivitet.

Han startede som SSA-elev på afsnit P5 i november ’25, der primært huser mandlige retspsykiatriske patienter. Med sig havde han en idé, han ønskede at afprøve i praksis.
- Det der driver mig, er at se, at der sker en forskel. At jeg kan se en gnist hos dem, når de sidder og bygger, siger Nicklas Oliver Salcido.

Aktiviteten er tilrettelagt, så patienterne kan arbejde trin for trin med faste instruktioner. Det gør det lettere at tage hul på opgaven og reducerer den mentale belastning.
- Patienternes hoveder er ofte meget fyldt op i forvejen, og så er det nemmere at komme i gang, når der er en manual, forklarer Nicklas Oliver Salcido.

Nicklas Oliver Salcido

Nicklas Oliver Salcido er social- og sundhedsassistent-elev på P5 på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart.

Ideen opstod i forbindelse med en skoleopgave med fokus på terapiformer, hvor deltagerne bruger både hænder og hoved samtidigt.
- Jeg kunne egentlig kun finde noget som perleplader og maleri. Det tænkte jeg ikke interesserede mænd så meget, forklarer Nicklas Oliver Salcido.

Gennem sin research fandt han flere studier, der peger på, at strukturerede, aktiviteter med hænderne kan styrke motivation, koncentration og oplevelsen af mestring hos psykisk syge patienter. Aktiviteter, hvor der både er et klart mål og mulighed for legende fordybelse, kan samtidig bidrage til glæde og indre ro.
- Jeg blev faktisk overrasket over, hvor meget der var omkring Lego og psykisk sygdom – blandt andet i forhold til dopamin og glæde, siger han.

Ledelsesmæssig opbakning

Med opbakning fra oversygeplejerske Randi Jessen Fjordback og kollegerne blev der søgt og opnået donationer til materialer. Også vejleder Rikke Vang Andersen har støttet processen og været med til at omsætte idéen til konkret praksis.
- Jeg er imponeret over så meget positiv energi Nicklas har med på arbejde hver dag. Det er ikke alle, som på meget kort tid formår at komme så tæt på vores langvarige patienter, at de springer ud i nye aktiviteter, siger Randi Jessen Fjordback.

Nicklas Oliver Salcido skal snart tilbage på skolebænken, men vender tilbage til P5 senere på foråret. På længere sigt drømmer han om at blive fast medarbejder på afsnittet, når han er færdiguddannet i 2027.

Pressekontakt

Klavs Vedel

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


24 96 92 79
APPFWU01V