Skip til primært indhold

Margit vendte hjem til jobbet som sygeplejerske

Margit Svensson har i en moden arbejdsalder valgt at vende tilbage til dét, hun kom fra. Efter en lang årrække som kommunal leder med mange ansatte under sig plejer hun nu atter patienter - som helt almindelig sygeplejerske på Kolding Sygehus.

Margit Svensson ved computer

Margit Svensson er i en moden alder vendt tilbage til sygehuset.

Det er 22 år siden, at Margit Svensson sidst har arbejdet som helt almindelig sygeplejerske. Men et par uger efter sit comeback til sygehuset er den 60-årige koldingenser ikke i tvivl om, at hun har truffet den helt rette beslutning ved at vende tilbage til det job, hun sidst havde i 2001.
- Det har været fantastisk. Jeg er blevet taget virkelig godt imod. Folkene her på afdelingen er så fagligt dygtige og glade for deres fag. Det er meget motiverende at være en del af, fortæller hun.

Siden årsskiftet har Margit Svensson været ansat som sygeplejerske på det medicinske sengeafsnit på Kolding Sygehus, hvor arbejdsdagen nu går med – blandt meget andet – at måle patienters blodsukker, lægge et blærekateter og at sikre, at patienten tager sin medicin. Noget af et sceneskifte sammenlignet med det arbejde, hun har haft i de senere år.

For i de foregående 13 år har hun haft flere lederjobs på Jobcenter Vejle. Blandt andet som afdelingschef med fire store afdelinger og et trecifret antal medarbejdere under sig, med arbejdsuger på langt over 37 timer og med medansvaret for store, vigtige beslutninger, der havde en væsentlig betydning for de mange borgere, der var tilknyttet jobcentret.

Fantastisk at være tilbage

Men i den senere tid havde Margit Svensson lyst til at gøre noget helt andet, og derfor søgte hun jobbet som sygeplejerske.
- Jeg kom til et punkt i mit arbejdsliv, hvor jeg ville noget andet. Jeg er jo uddannet sygeplejerske tilbage i 1989 og har arbejdet i 20 år som sygeplejerske på blandt andet Vejle Sygehus, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var mit udgangspunkt. Og det havde jeg så meget lyst til at vende tilbage til, siger hun.

Margit Svensson

Margit Svensson er glad for sit skifte - nu skal "rusten" bankes af.

Hendes tilbagevenden til jobbet som sygeplejerske sker på et tidspunkt, hvor sygehuse landet over forsøger at rekruttere flere medarbejdere til den stadig større gruppe af patienter, der skal have behandling i de kommende år. På Medicinske Sygdomme – hendes nye arbejdsplads – glæder oversygeplejerske Anja Tirsgaard Jensen sig derfor over, at en erfaren sygeplejerske som Margit Svensson selv vælger at vende tilbage til hvervet.
- Jeg synes, det er fantastisk, at hun vælger at komme tilbage. Vi hører tit om, at der er flere, der forlader det offentlige sundhedsvæsen, men der er altså også mange, der vender hjem. Vi føler lidt, det er et scoop, for hun kan også fungere som en form for ambassadør, der kan fortælle andre om, at det er godt at vende hjem, siger hun.

Tilbyder attraktive vilkår

Men hvorfor lave et så markant jobskifte i arbejdslivets efterår? Efter to årtier, der blandt andet har budt på kontorjobs med stort ansvar – og også egen vikarvirksomhed med 100 ansatte?
- Jeg savnede at være mere fri. Jeg var glad for at være leder, men det er enormt krævende. Og jeg savnede at bruge mine kræfter i ét tidsrum og koncentrere mig om lige netop de patienter, der har brug for min hjælp. Simpelthen at fokusere på det helt patientnære, menneskelige – og sygeplejen af den enkelte patient, svarer hun.

Margit Svensson er blevet ansat på nedsat tid – det ønskede hun selv – og netop sådanne vilkår er noget af dét, som Anja Tirsgaard Jensen peger på kan være med til at få erfarne sygeplejersker til at komme ”hjem”.
- Vi kan tilbyde vilkår og betingelser, der gør arbejdet attraktivt for dem. De får en god introduktion og masser af oplæring, hvor vi tager udgangspunkt i, hvor de er rent fagligt. Det er en kæmpe fordel at kunne trække på de sygeplejersker, der ikke har så mange år tilbage på arbejdsmarkedet, for de har en stor erfaring og hviler naturligt nok mere i sig selv, end man gør som nyuddannet. Jeg vil meget gerne have flere ”Margit’er”, siger Anja Tirsgaard Jensen.

Den tilbagevendte sygeplejerske glæder sig til den kommende tid, hvor ”rusten” skal bankes af.
- Det bliver hårdt, for der er meget, jeg skal lære. Men jeg vil gøre mit bedste for at blive så dygtig som muligt så hurtigt som muligt. Jeg ser frem til det med glæde, for jeg er havnet et sted, hvor der er en god ånd og et dygtigt personale. Og det er en ære at kunne hjælpe og pleje patienterne, siger hun.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V