Ny direktør på Sygehus Lillebælt
Mette Heidemann tiltræder 1. januar som ny direktør på Sygehus Lillebælt.
Mette Heidemann tiltræder 1. januar som ny direktør på Sygehus Lillebælt.
Hun kommer aktuelt fra en stilling i Fredericia Kommune som direktør for Unge, Voksen og Senior, hvor hun også er medlem af direktionen. Mette Heidemann har i alt 22 års ledererfaring fra det kommunale område, heraf de seneste 11 år med direktørerfaring indenfor velfærds- og sundhedsområdet.
Med ansættelsen af Mette Heidemann udvides direktionen på Sygehus Lillebælt fra tre til fire direktører. Ansættelsen fuldender direktionen og ruster sygehusets fremtidige sundheds- og sygehusledelse til de nye opgaver, der venter. Foruden Mette Heidemann består ledelsen af administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr, sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen og lægelig direktør Jane Stab Nielsen.
Med sundhedsreformens centrale mål om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, som også skal løses tværsektorielt, er Sygehus Lillebælt nu for alvor klar til at tage hul på den opgave.
Kommer med vigtig viden
- Mette har stor, bred ledererfaring fra det kommunale område og et solidt kendskab til arbejdsgangene i kommunerne. Det bliver en vigtig viden og erfaring for os, når vi som fælles sundheds- og sygehusledelse skal arbejde på nye felter og med en masse nye opgaver i forbindelse med sundhedsreformen, siger Sygehus Lillebælts administrerende direktør Christian Sauvr.
- Vi kender allerede Mette fra vores nuværende samarbejde med Fredericia Kommune, hvor hun er en vellidt leder og samarbejdspartner. Samtidig har hun de rette værdier og et godt blik for vores tilgang med altid at sætte patienten – eller borgeren – først, og vi glæder os til, at hun bliver en del af vores øverste ledelse, siger han.
I arbejdstøjet
Mette Heidemann ser også frem til blive en del af sygehusets ledelse.
- Jeg glæder mig til sammen med den øvrige direktion at trække i arbejdstøjet og bidrage til, at det lykkes Sygehus Lillebælt at levere på sundhedsreformens helt centrale mål om mere nær sundhed til borgerne. Jeg har i min tid i Fredericia Kommune bl.a. arbejdet med nære sundheds- og velfærdsindsatser for kommunens borgere. Nu gælder det gode og nære sundhedstilbud i hele Sygehus Lillebælts område. Jeg ser frem til, sammen med regionsrådet, sundhedsrådet og de dygtige medarbejdere på Sygehus Lillebælt at få sundheden tættere på borgerne, siger hun.
Baggrund
Mette Heidemann er 57 år. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og har desuden en diplomuddannelse i systemic leadership and organization studies fra University of Bedfordshire, ligesom hun har bestået Advanced Personal Leadership-forløb ved Center for Ledelse.
Privat bor hun i Snoghøj sammen med sin mand. Hun er mor til 4 voksne børn og bedstemor til 3.