Patienter kan få kræftbehandlingen derhjemme
I et nyt tilbud fra Vejle Sygehus kan kræftpatienter få fragtet medicinen hjem - og få behandlingen derhjemme. På den måde undgår patienten at skulle på sygehuset flere dage i træk for at blive behandlet.
I sidste uge fik en patient på Sygehus Lillebælt for første gang kørt en særlig type kræftmedicin hjem til sig – så behandlingen kunne foregå derhjemme.
Som noget nyt tilbyder Sygehus Lillebælt nemlig patienter, der har blodkræftsygdommen ’Myelodysplastisk Syndrom’, at en portør kan køre medicinen hjem til patienten, så vedkommende selv kan foretage behandlingen - eller få hjælp til den af en hjemmesygeplejerske.
- Det er et godt tilbud for patienterne. For de her patienter skal have behandling i fem dage i træk hver 4. uge, og det fylder selvfølgelig meget for dem, hvis de skal køre til sygehuset for at blive behandlet. Nu kan de bruge deres tid anderledes frem for på landevejen eller i venteværelset, siger Ulla Møller Buck, der er sygeplejerske på Hæmatologisk Afsnit på Vejle Sygehus, og som har været med til at søsætte tilbuddet.
Ingen bliver tvunget
Foreløbigt er én patient tilknyttet ordningen og får derved fragtet medicinen hjem af en sygehus-portør, hvorefter en hjemmesygeplejerske kigger forbi hjemmet og sprøjter medicinen ind i kroppen. Tanken er, at stadig flere patienter over tid skal kunne benytte sig af tilbuddet om medicinsk kræftbehandling derhjemme.
- Hjemmesygeplejersken kan komme forbi og hjælpe med at give medicinen, der skal sprøjtes ind - lige under huden. Men efter grundig oplæring kan nogle patienter selv lære at sprøjte medicinen ind. Der er dog ingen, som bliver påtvunget hjemmebehandling, siger Ulla Møller Buck.
Frem til november fik patienterne behandlingen på Odense Universitetshospital, men nu bliver den altså tilbudt på Vejle Sygehus.
- Det er en behandling, man skal have kontinuerligt så længe, den virker. Så det kan være i rigtig lang tid. Hvis du, som mange af patienterne, er ældre og lidt skrøbelig og har svært ved at komme til og fra sygehuset, kan det være svært at overskue at møde op så ofte, som det kræves. Så tilbuddet om hjemmebehandling er godt og skaber mere fleksibilitet for den enkelte, siger Louise Hur Hannig, der er overlæge på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, og som også har været med til at planlægge tilbuddet.
Tættere på borgernes hjem
Det nye tilbud er kommet til verden i et tæt samarbejde mellem flere afdelinger på Sygehus Lillebælt. Det er portører, der i biler kører medicinen ud til de patienter, der bliver tilknyttet, og forinden er medicinen blevet blandet og forberedt af sygehusets apotek. Her har man gjort det muligt at forlænge holdbarheden af medicinen, som patienten skal opbevare i køleskabet, så medicinen kun behøver at blive kørt ud én til to gange om ugen.
Tilbuddet flugter med intentionerne i sundhedsreformen, der trådte i kraft ved årsskiftet. Ét af målene med reformen er blandt andet at styrke det nære sundhedsvæsen og bringe behandlingen tættere på – og helt ind i folks eget hjem – når det er muligt.
- Vi skal have behandlingen tættere på borgerne. Samtidig taler det ind i Sygehus Lillebælts patientløfter, hvor ét af løfterne er, at ’vi har respekt for din tid’, siger Louise Hur Hannig.
Pressekontakt