Sygehus Lillebælts egen podcast dykker ned i sygeplejen
Omsorgen er blevet sat i system hos Sygehus Lillebælt, og det kaldes ”Excellent Sygepleje”. I en ny podcast-serie på syv afsnit fortæller en række sygeplejersker, hvad der ligger bag den excellente sygepleje, som nu er ved at sprede sig.
Sygehus Lillebælts nye podcast-serie går i dybden med sygeplejen. Nærmere bestemt den excellente sygepleje, som er udviklet hos Sygehus Lillebælt.
Det handler om at sætte omsorg i system, og det er sket ved at definere syv kernebegreber, som er velvære, faglighed, etik, nærvær, personcentrering, relation og tillid.
- Omsorgen, som man i medierne taler om, at vi har et fravær af, er i dag ikke defineret ud fra nogen fælles national standard. Derfor har det på Sygehus Lillebælt været nødvendigt at sætte fokus på, hvad det overhovedet betyder hos os, når vi siger excellent sygepleje, og især før man kan tale om, at det mangler. Her er vi lykkedes rigtig godt med at få beskrevet en tænkehorisont, altså en fælles teoretisk forståelse, et fælles sprog og at få omsorgen sat i system i hverdagens sygepleje, siger sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen.
Hun har status på ”Excellent Sygepleje” med som fast punkt ved alle ledernetværksmøderne for at fastholde fokus på den faglige ledelse.
Patienterne møder personale med et fagligt ståsted
Podcasten har dedikeret et afsnit til hver af de syv begreber, og i hvert af dem har værten besøg af to sygeplejersker, som stiller skarpt på et af begreberne. De ligger på alle større platforme og varer mellem 15-25 minutter, så det er skarpt skåret format, der for manges vedkommende kan høres på vej til og fra arbejde.
Hanne Andersen har været med til at udrulle den excellente sygepleje, og ifølge hende er nøglen til succesen blandt andet, at det er med til at styrke medarbejderens faglige identitet.
- Mange steder har man en bestemt teori-retning. For eksempel ’familie-sygepleje’ eller ’fundamental of care’. Det har vi valgt ikke at have. Vi ser derimod en styrke i at anvende forskellige teoretikere til at definere det fælles ståsted, siger den sygeplejefaglige direktør.
Siden sin spæde start i 2021 er "Excellent Sygepleje" begyndt at sprede sig uden for Sygehus Lillebælt. Ud over oplæg i Aarhus, Horsens og på Sjælland, bliver der nu også undervist i "Excellent Sygepleje" på Syddansk Universitet og på Sygeplejeskolen UCL.