Tårnhøj patienttilfredshed på Sygehus Lillebælt
Sygehus Lillebælt har igen i år opnået nogle meget flotte resultater i den landsdækkende undersøgelse af patienternes tilfredshed.
I dag blev resultaterne fra den årlige, landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden (LUP) offentliggjort, og igen i år får Sygehus Lillebælt topkarakterer.
For patienterne fortæller, at de generelt er meget tilfredse med den behandling og pleje, de får på Sygehus Lillebælt.
- Det er nogle meget flotte og imponerende tal. Vi troede næsten ikke, det var muligt at opnå en højere patienttilfredshed end sidste år, hvor vi også havde nogle flotte tal. Derfor er det super flot og en stor anerkendelse af det arbejde, som alle medarbejdere laver hver eneste dag, siger administrerende sygehusdirektør, Christian Sauvr.
Venligt, imødekommende personale
Tallene dækker over 31.021 svar fra tilfældigt udvalgte patienter, der i 2024 har været til behandling eller undersøgelse på Sygehus Lillebælt. Her bliver patienterne spurgt om alt fra deres tilfredshed med behandlingen og personalet, til ventetid og til kvaliteten af den mundtlige information. Patienterne giver karakterer fra 1 til 5.
Samlet set er patienttilfredsheden højere end nogensinde før. I alt svarer 88 procent af alle patienter, at de i høj eller meget høj grad er tilfredse med deres indlæggelse eller besøg på sygehuset, og hele 95 procent svarer, at personalet i høj eller meget høj grad er ’venligt og imødekommende’.
Én af de afdelinger, som igen i år scorer særligt højt i undersøgelsen, er Øre-Næse-Hals-afdelingen, der hører hjemme på Vejle Sygehus.
- Vi er utrolig stolte af vores flotte LUP-resultater. Den høje patienttilfredshed kan vi ikke mindst tilskrive vores dedikerede og dygtige medarbejdere, der hver dag gør deres ypperste for at sætte patienten først, siger chefsygeplejerske på afdelingen, Anette Nørgaard Jessen.
En anden afdeling, der også scorer højt i patienttilfredshed, er Rygcenter Syddanmark, der i juni sidste år flyttede til Kolding fra Middelfart Sygehus.
- Vi er utrolig stolte over at have opretholdt en så høj patienttilfredshed på trods af afdelingens nylige flytning og dét, som det førte med sig. Det er positivt, at patienterne generelt er meget tilfredse med den behandling og pleje, de får, og det vidner om, at vores medarbejdere har en høj faglig standard, der bygger på stærke værdier, siger chefsygeplejerske, Rikke Bagge Skou.
Fælles om beslutningen
Afdelingerne på Sygehus Lillebælt modtager gennem året løbende svar på LUP-spørgsmålene, så de enkelte afdelinger dermed kan forholde sig til svarene og forbedre sig på de områder, hvor patienterne påpeger, at der er forbedringsmuligheder.
Én af de afdelinger, der har oplevet en højere patienttilfredshed i år sammenlignet med sidste år, er Urinvejskirurgi. Her glæder cheflæge Bettina Nørby sig især over en fremgang på spørgsmålet om, hvorvidt patienterne føler, at de er med til at træffe beslutninger omkring deres egen undersøgelse og behandling. Det kaldes for ’fælles beslutningstagning’, og generelt oplever Sygehus Lillebælt en fremgang for hele sygehuset på det spørgsmål.
- Vi er meget stolte af det forbedrede resultat. Vi har ligesom resten af sygehuset i de seneste år arbejdet meget dedikeret med fælles beslutningstagning og er derfor meget glade for, at vores patienter mærker det. Det er én af Sygehus Lillebælts kerneværdier, at patienterne så meget som muligt skal inddrages i beslutninger omkring deres egen sygdom og forløb. Derfor har vores medarbejdere gjort en stor indsats for, at vi har et vedvarende fokus på fælles beslutningstagning, og det er helt klart medvirkende til, at det nu er en helt naturlig del af vores behandling og pleje, forklarer Bettina Nørby.
Sygehus Lillebælts pejlemærke er ’patienten først’, og gennem det seneste år er det mantra blevet foldet ud gennem fem patientløfter, der sætter ord på, hvad det helt præcist betyder.
- De flotte tal bekræfter, at Sygehus Lillebælt i høj grad er ’patienterne sygehus’, og at arbejdet med at folde løfterne ud - til gavn for patienterne - har båret frugt, siger Christian Sauvr.
Pressekontakt
