Skip til primært indhold

Tour de France påvirker vejen til sygehuset

På søndag den 3. juli kører Tour de France-karavanen gennem Trekantområdet. Det får betydning for, hvordan man som patient eller pårørende kan komme til og fra sygehusene i Vejle og Kolding.

En lang række veje vil være spærret, ligesom trafikken generelt også vil være påvirket, når tusindvis af mennesker søndag ventes at køre til Kolding og Vejle for at følge verdens største cykelløb, Tour de France.

Det helt overordnede gode råd for alle patienter og pårørende, der skal til Kolding og Vejle sygehuse på søndag, er derfor at orientere sig om cykelrutens påvirkning af trafikken og køre i så god tid, som det er muligt. For der vil være ekstra pres på vejene – også de veje, der ikke er lukket.

I Kolding spærres vejene omkring ruten af i tidsrummet fra klokken 10.30 til klokken 16. Her kan man som bilist altid komme til sygehuset østfra - via Fynsvej og Skovbrynet.

Og særligt fødende skal huske at melde deres ankomst til fødeafdelingen på Kolding Sygehus – og altså køre mod sygehuset i ekstra god tid, når først fødslen nærmer sig.

Kolding Kommune har lavet et kort til lejligheden, der blandt andet viser, hvorigennem ruten løber, og hvilke veje der er lukkede.

I Vejle er der lukket på bestemte strækninger i perioden fra klokken 8 til cirka 15. Der vil dog fortsat være tilkørsel til sygehuset nordfra, via Horsensvej, Skovgade og Beriderbakken.

På en hjemmeside fra Vejle Kommune, der har information om Tour de France, kan man holde sig orienteret om rutens vej gennem byen, afspærringer og om særlige parkeringsforhold. Alle patienter og pårørende, der skal på sygehuset søndag, vil blive stoppet ved en kontrolpost ved Beriderbakken og blive anvist, hvor de kan parkere ved nødvendigt besøg.

Tour de France har også betydning for patientbefordring på søndag. Det er stadig muligt at modtage befordring – der dog skal bestilles senest på onsdag den 29. juni.

APPFWU01V