Skip til primært indhold

Virksomheder inviteres til pitch-dag omkring samarbejder

Den 22. april afholder Sygehus Lillebælt en såkaldt ”pitch-dag” for virksomheder omkring mulige samarbejder indenfor områderne kunstig intelligens, mademballage og produktion af specialudviklede fødevarer.

Sygehus Lillebælt søger igen innovative virksomheder og iværksættere, der ønsker at være med helt i front inden for sundhedsinnovation.

Den 22. april 2024 kl. 13.30-16.30 inviterer sygehuset virksomheder til en såkaldt ”pitch-dag” hos DANDY Business Park i Vejle, hvor en række af Sygehus Lillebælts medarbejdere vil præsentere i alt fem projekter eller udfordringer, som de ønsker udvikling på gennem eksterne virksomheder. Projekter, der denne gang omhandler alt fra kunstig intelligens og mademballage til produktion af specialudviklede fødevarer.
- Vi håber, at vi med åbenhed og ærlighed om vores udfordringer og idéer til løsninger kan finde samarbejdspartnere, der kan udvikle præcise og målrettede løsninger sammen med os, siger lederen af Sygehus Lillebælts innovationsenhed, Pica Ann Blackburn Andersen.

”Pitch-dagen” er en del af det samarbejde om et fælles udviklingsmiljø, som Sygehus Lillebælt og innovationsparken Dandy Business Park offentliggjorde i oktober, hvor nye, banebrydende sundhedsløsninger kan blive skabt og udviklet.

Samarbejdet har fokus på behov, gode idéer og udvikling, der skal skabe en endnu bedre behandling og pleje af patienter. Kernen i samarbejdet er en række møder mellem repræsentanter fra sygehuset og forskellige, relevante private aktører. Møderne er enten temadage – eller som i dette tilfælde ”pitch-dage” – og her vil idéerne blive konkretiseret og drøftet i detaljer.

Bemærk - at arrangementet kræver forhåndstilmelding. Ønsker du at høre mere - eller vil du tilmelde dig og din virksomhed – kan du gøre det på denne side. Her kan du også på forhånd læse mere om de fem projekter, der bliver præsenteret.

Du kan også finde navne på kontaktpersoner - og i det hele taget læse mere om partnerskabet mellem Sygehus Lillebælt og Dandy Business Park.

Arrangementet foregår hos Dandy Business Park, AI Innovation House, Innovationsalle 3, 7100 Vejle, mødelokale Blue Box – som sagt fra kl. 13.30-16.30, den 22. april.

APPFWU01V