Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilTeresa kører ud og hjælper sårbare diabetikere

Teresa kører ud og hjælper sårbare diabetikere

Som noget nyt kører en sygeplejerske fra Vejle Sygehus ud for at hjælpe og behandle sårbare diabetikere i deres eget hjem. 

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Den første dag, hvor Teresa Andersen var ude og møde en borger med diabetes på et bosted, vendte hun glad og opløftet tilbage til Vejle Sygehus.
- Jeg var nærmest helt høj, da jeg kom hjem. Det var virkelig en god dag, hvor jeg kunne hjælpe borgeren på en måde, som det aldrig har været muligt før, husker hun.
 
Teresa Andersen
Teresa Andersen ved sin bil på vej ud til en borger med diabetes.
 
I maj tog diabetessygeplejersken fra Vejle Sygehus for første gang ud til en kontrol og en behandling i en borgers eget hjem. Som et led i et nyt projekt, hvor sårbare diabetespatienter på bosteder og institutioner får hjælp hjemme hos dem selv, besøgte Teresa Andersen en yngre, kvindelig borger, som hun gennem flere år har behandlet i diabetesambulatoriet på sygehuset.
- Kvinden har en psykisk lidelse og er meget sårbar, og det giver hende nogle udfordringer, når hun kommer til kontrol for diabetes. For hun har det ikke godt uden for de vante rammer. Nogle gange går det godt, andre gange kan hun kun være her i 10 minutter, så vil hun ud af lokalet, og så må vi stoppe kontrollen, fortæller Teresa Andersen.
 

Stod med åbne arme

 
Gennem årene har Teresa Andersen oplevet lignende tilfælde med andre, sårbare borgere – typisk mennesker, der er plaget af psykiske lidelser – der ikke er trygge, når de er til kontrol på Vejle Sygehus. Derfor fik hun idéen med at køre ud til borgerne og møde dem dér. Og det første besøg hos den yngre, kvindelige borger gik altså over al forventning.
- Jeg har kendt hende i to år. Og hun stod med åbne arme, da jeg kom ud på hendes bosted. Først skulle jeg se hendes lejlighed, og hun havde på forhånd bestemt, at vi skulle sidde i en sofa. Dér var hun mest tryg. Vi sad i en time og snakkede om hendes diabetes. Og jeg lavede den kontrol, som jeg ellers skulle have lavet herinde, siger Teresa Andersen.
 
Siden er det blevet til flere besøg på bosteder, hvor diabetessygeplejersken har en rygsæk med - spækket med relevant udstyr som et blodtryksapparat og en blodsukkermåler.
- Vi har alt dét, vi ville bruge på sygehuset, siger hun.
 
Teresa Andersen underviser ved tavle
En del af arbejdet består også i at undervise personale på bosteder og institutioner i håndteringen af diabetes.
 
Teresa Andersen kører i en radius af 30 kilometer fra Vejle Sygehus, og en del af det udekørende arbejde består også i at lære personalet på bosteder og institutioner, hvordan de på bedste vis håndterer beboerens diabetessygdom.
- Jeg underviser dem og fortæller for eksempel, hvad de præcist skal gøre, hvis beboeren har et lavt blodsukker, siger hun.
 
Projektet skal køre ind til nytår.
- Jeg tænker, det bliver super, super godt. Jeg synes, det er fantastisk at have muligheden for at kunne komme derud. Og det har jeg også fået at vide af personalet.
 

Siden er sidst opdateret 03-06-2021.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring