Skip til primært indhold

Sukkersyge forandringer / retinopati

Sukkersyge forandringer / retinopati kan føre til utæthed af blodkar i øjets nethinde. Dette kan nedsætte synet.

Baggrund

Sukkersyge kan føre til at der kommer forsnævringer af øjets blodkar. Det kan give nedsat blodforsyning og  medføre at væske og blod siver ud i nethinden. Dette kan være årsagen til at dit syn er blevet dårligere.

Du vil få en tid på Øjenafdelingen, når vi har modtaget en henvisning fra din egen øjenlæge.

Når du kommer første gang vil sygeplejersken måle dit syn og dryppe dine øjne med øjendråber, der udvider pupillerne.

Efter en pause får du taget billeder og scanninger af nethinden.

Måske får du også fotograferet nethinden efter indsprøjtning af et farvestof i en blodåre på armen.

Du kommer herefter til konsultation hos øjenlægen.

Her får du svar på dagens undersøgelser og I aftaler sammen hvad den videre plan er.

Hvis det viser sig, at du har sukkersygeforandringer, skal du i en periode forvente, at dit videre forløb i afdelingen vil indebære jævnlige kontroller.

Du skal derfor forvente at være i Øjenafdelingen i 2-3 timer ved dit første besøg.

Hvis lægen vurderer, at vi kan hjælpe dig med en behandling, kan den enten bestå af indsprøjtninger i øjets glaslegeme eller laserbehandling.

Du skal forvente at skulle komme til løbende kontroller, hvor vi måler dit syn, drypper dit øje og tager billeder af øjets nethinde.

Vigtig information

Bilkørsel

Dit syn bliver sløret i cirka 4 timer efter øjendrypning. Du må derfor ikke selv køre bil i dette tidsrum.

Medbring

Udfyldt oplysningsskema (som du har fået tilsendt sammen med indkaldelsen).
Dine briller - også selvom du ikke bruger dem lige for tiden.

Patientinformation/pjecer

Link til pjece om medicinsk behandling af forandringer på nethinden

Link til pjece om laserbehandling af sukkersygeforandringer

APPFWU02V